Årets store ECCO Tour finale starter torsdag

Finalen på ECCO Tour 2015, Race to Himmerland, begynder torsdag morgen, og foruden en præmiesum på 375.000 kroner, så er der rigtigt meget andet på spil.
76 spillere kæmper om i alt 375.000 kroner ved Race to Himmerland. Penge og point, der for nogen betyder at sæsonen forlænges, mens andre kan gå på vinterferie. Og med gensynet med den verdensberømte Made in Denmark scene på Himmerland Golf & Spa Resorts imponerende anlæg, så er kulissen igen i år perfekt til den store finale.
Golffest for både spillere og sponsorer
Race to Himmerland afvikles som en Pro-Am med de professionelles turnering sideløbende, ligesom man kender fra Alfred Dunhill Links Championship på Europatouren. Hver professionel har en amatørmakker gennem hele ugen, og det betyder en helt unik golfoplevelse for de ECCO Tour sponsorer, der er med i Himmerland i denne uge. Dette koncept er med til at gøre Race to Himmerland til en perfekt finale for både sponsorer og spillere.
Allerede onsdag aften afvikles ECCO Tour Awards forud for Race to Himmerland. Her skal Player og the Year og Rookie of the Year endnu engang kåres. I 2014 blev Jacob Glennemo kåret som årets spiller, mens Mads Søgaard blev årets Rookie. Hvem det bliver i år, kan du læse om torsdag.
Det spidser til for Løkke, Hjelm og Vejgaard
I toppen af Nordic Golf League kæmpes der hårdt om vigtige point til ranglisten. Top-5 på GolfBox Nordic Golf League Ranking rykker efter denne sæson direkte på European Challenge Tour, og selvom der inden denne uge ikke er nogen danskere i top-5, så er der stadig gode muligheder.
Daniel Løkke er placeret på sjettepladsen, mens Rasmus Hjelm som nummer syv og Peter Vejgaard som nummer ni stadig kan snuppe en af de fem værdifulde pladser på European Challenge Tour fra 2016. Race to Himmerland bliver meget afgørende for alle tre spillere.
Du kan se stillingen på GolfBox Nordic Golf League Ranking her.

FREJA Final 4Four
I ECCO Tourens og Nordic Golf Leagues finaleserie, FREJA Final 4Four, halede svenske Richard Pettersson i sidste uge gevaldigt ind på danske Nicolai Tinning. Race to Himmerland er tredje afdeling af de fire finaleturneringer, og konkurrencen er stadig helt åben for alle spillere i feltet.
Du kan se stillingen i FREJA Final 4Four her.
Mens Race to Himmerland er årets helt store ECCO Tour finale, så er turneringen den næstsidste på Nordic Golf League. De 36 spillere på GolfBox Nordic Golf League efter Race to Himmerland skal i næste uge spille Nordic Golf League finalen på Ljunghusen i Sverige.
Du kan følge livescoring fra Race to Himmerland fra torsdag morgen her.
Se starttider for Race to Himmerland her.
Føler du dig heldig, så kan du spille på vinderen af Race to Himmerland hos Bet25. Du kan læse om, hvordan du får et gratis væddemål på 50 kroner, uden du behøver at sætte penge ind her.