Der var ikke meget spænding om sejren ved dagens finalerunde ved TRUST Forsikring Championship i Køge. August Thor Høst startede dagen med et forspring på fire slag, og sådan sluttede det også. 

Undervejs var der ingen slinger i valsen for odenseaneren, der sluttede dagen i par og samlet -10 for turneringen.

– Jeg kan næsten kun skuffe i den situation jeg var i, så at stå med fire slag på første tee er jo fantastisk, men det krillede også lidt i maven, siger en glad August Thor Høst med pokalen i hånden. 

August lagde stærkt ud i turneringen med en 63’er (-7) på første dagen, tre-under-par på 2. runde efterfulgt af runden i par, der sikrede ham sejreren.

Fire slag fra toppen finder vi Frederik Birkelund, der med dagens bedste runde (64), tog andenpladsen foran Jeppe Kristian Andersen, Niclas Johansson og Alfred Eriksson, der var fem slag fra toppen. 

På ranglisten sker der ingen rokeringer i toppen, Simon Forsström (Sve) fører stadig foran et mekka af danskere, Jeppe Kristian Andersen, Nicolai Tinning, Sebastian Friedrichsen og John Axelsen. 

Høst rykker med sejren frem på en 12-plads, mens Frederik Birkelund rykker ind i top 10 med sin solo andenplads.

Se alle resultater her.

Næste turnering er Great Northern Challenge fra den 21. – 23. september.