Indsamlingen er slut: Præmiesum på 411.800 kroner og 200.000 kroner til Red Barnets arbejde på Fyn.

ECCO Tour og Tinderbox Charity Challenge by The Agger Foundation kan nu præsentere en check på 200.000 kroner til Red Barnet, mens præmiesummen ved de professionelles turnering, som begynder onsdag, bliver på fornemme 411.800 kroner eller 55.300 euro.

Pengene er indsamlet via en månedlang online auktion på Odendo.dk, via Pro-Ams mandag og tirsdag, og naturligvis det store velgørenhedsarrangement med auktion, musik og underholdning mandag aften ved Langesø Slot.

Red Barnet modtager 200.000 kroner til deres arbejde på Fyn, efter en generøs “oprunding” af GolfPromote samt Tinderbox Promoter, Brian Nielsen.

Præmiesummen på 411.800 kroner betyder, at Tinderbox Charity Challenge by The Agger Foundation bliver årets mest pengestærke ECCO Tour turnering. De 144 professionelle spillere har således mulighed for at tage et stort hop op ad ranglisten med et godt resultat, når det hele afgøres fredag middag.

Har du lyst til at kigge forbi Langesø Golf og heppe på de danske stjerner, så er der gratis adgang hele ugen.

Dem skal du følge
Steen Tinning og Mads Vibe-Hastrup går i samme bold onsdag kl. 13.00 (hul 10), mens Danmarks tre dygtige Challenge Tour spillere, Martin Leth Simonsen, Benjamin Poke og Niklas Nørgaard Møller kan opleves fra kl. 08.00 (hul 10).

Du kan se startlisten ved Tinderbox Charity Challenge by The Agger Foundation her.

 

Comments are closed.