Rasmus Hjelm (tv.) og Jeff Winther (th.) er begge blandt favoritterne til at snuppe sejren ved ECCO German Masters på Green Eagle Golf Clubs 7200 meter lange North Course.

Rasmus Hjelm (tv.) og Jeff Winther (th.) er begge blandt favoritterne til at snuppe sejren ved ECCO German Masters på Green Eagle Golf Clubs 7200 meter lange North Course.

Onsdag begynder ECCO German Masters på den stortopslåede Green Eagle Golf Club ved Hamburg, og det er med samtlige danske favoritter i feltet.

Turneringen er den næstsidste tællende ECCO Tour i kampen om tre pladser ved Made in Denmark, og så er der desuden vigtige point til Nordic Golf League, der til oktober kan betyde oprykning til Challenge Touren fra næste sæson.

Blandt de danske favoritter til ECCO German Masters er blandt andre Peter Vejgaard, Martin Ovesen, Rasmus Hjelm, Daniel Løkke, Patrick Winther, Benjamin Poke og Kasper Estrup, mens også Challenge Tour spilleren, Jeff Winther, stiller til start.

– Det er fint at være med her. Jeg kom desværre ikke ind på Challenge Touren i denne uge, så det er dejligt at kunne holde formen ved lige hernede, fortæller Jeff Winther fra den tyske monsterbane.

– Den er godt nok lang, hvis vi skal spille fra bagerste klodser på alle huller, men mon ikke at nogle bliver rykket lidt frem. Det er en fin bane, og selvom den er lang, så handler det om meget mere end længde. Man skal holde bolden i spil, og greens er kuperede og tricky. Så om det bliver ham, der putter godt, eller ham der slår langt i denne uge, det er svært at sige, slutter Jeff Winther.

Pladser ved Made in Denmark på højkant
Efter ECCO German Masters resterer kun Made in Denmark Qualifier sidst i juli, inden top-3 på ECCO Tour Ranking, Race to Himmerland, kan se frem til en invitation til Made in Denmark i august. Bedst-placerede dansker inden denne uge er Martin Ovesen, som håber, at denne uge kan sikre ham en plads.

– Et godt resultat i denne uge kan være med til at sikre mig en plads ved Made in Denmark, og med de billeder jeg så fra Himmerland sidste år, så kunne det være helt fantastisk at være med til, fortæller Martin Ovesen, der for blot to uger siden fik sin debut på European Tour.

– Det var en stor oplevelse at spille med i Østrig. Det var sjovt at få debut, og et kæmpe boost at opleve den stemning, der er omkring en Europatour. Drømmen om en dag at spille fast på Europatouren er jo det, der gør, at vi træner så meget, som vi gør. Så det var dejligt at få lov at snuse lidt til det, slutter Ovesen.

Mens de danske stjerner alle er klar til start på Green Eagle Golf Clubs 7200 meter lange North Course, så gør det samme sig i høj grad gældende for de skandinaviske konkurrenter.

Navne som Per Barth, Tapio Pulkkanen, Daniel Jennevret og Kristian Johannessen vil håbe at kunne tage endnu et topresultat med sig hjem.

Odds på turneringens match-ups de første to dage er online nu. Du kan se odds og læse mere om, hvordan du kan få et gratis spil hos Bet25 her.

Du kan se startlisten til onsdagens runde her.

 

Comments are closed.