Fredag begynder Mørk Masters på ECCO Touren. Turneringen er eneste ECCO Tour på norsk grund, og det er ikke uden betydning, mener norske Christian Aronsen.

– Det er vigtigt for norsk golf, at folk kan se, hvor gode spillerne egentlig er på Nordic League, forklarer Aronsen, der indledte sin 2012-sæson med en ECCO Tour sejr på La Manga.

Siden La Manga har det knebet gevaldigt med resultaterne for den brølstærke nordmand, der dog har en gyldig undskyldning for sit pludselige formdyk.

– Jeg har haft en skade i min ene skulder. Jeg er ikke i topform endnu, men det går den rigtige vej, og jeg kan spille igen nu, forklarer Aronsen og tilslutter sig de spillere, der mener, at der fra fredag skal skydes rigtigt lavt.

– Jeg tror også, at den bliver rigtig lav i år. Om den bliver 25-under-par som sidste år, det ved man aldrig. Men den bliver lav, slutter Aronsen, der selv lavede syv birdies og en eagle på dagens pro-am.

Du kan se hele interviewet med Christian Aronsen nederst i artiklen.

Aronsen fører an blandt en stribe af talentfulde norske golfspillere, der i denne uge skal prøve kræfter med eliten på ECCO Tour. Foruden Aronsen er også Anders Kristiansen, Are Åsland Friestad og de tidligere topspillere, Jan Are Larsen og Paul Nilbrink til start sammen med en stribe af andre norske professionelle og amatør-talenter.

Du kan følge Mørk Masters på Eccotour.org fra fredag morgen.

Tagged with:
 

Comments are closed.