Daniel Løkke lever stadig i kampen om en plads på Challenge Touren fra næste sæson.

Daniel Løkke lever stadig i kampen om en plads på Challenge Touren fra næste sæson. (foto: Made in Denmark Challenge)

De 36 bedste spillere på årets ECCO Tour og Nordic Golf League kæmper i disse dage et skæbnesvangert slag på Ljunghusen GK i Sverige. Her begyndte sæsonfinalen TourFinal Vellinge Open torsdag, og det blev desværre en beskeden start for de tre danskere, der har mest at spille for, Daniel Løkke, Rasmus Hjelm og Peter Vejgaard.

Anders Schmidt Hansen på andenpladsen
Til gengæld kom Anders Schmidt Hansen og Mark Haastrup godt fra land på en vindblæst førstedag, hvor svenske Erik Oja tog føringen som eneste mand under par (-1, 71 slag).

Anders Schmidt Hansen formåede at komme rundt i par under de krævende betingelser, og han ligger på en delt andenplads sammen med Marcus Larsson og sidste uges vinder af Race to Himmerland, Christofer Blomstrand. Alle tre er blot et slag efter førende Erik Oja fra Högbo Golfklubb. Mark Haastrup er på en delt femteplads efter en runde i et slag over banens par.

Kæmpe drama om sidste Challenge Tour kort
TourFinal Vellinge Open afrunder 2015 sæsonen på ECCO Tour og Nordic Golf League. Efter denne uge rykker de fem bedste spillere på GolfBox Nordic Golf League Ranking direkte på Challenge Touren fra næste år. Inden dagens førsterunde var Daniel Løkke på sjettepladsen mindre end 100 euro efter Björn Hellgren på den altafgørende femteplads. Rasmus Hjelm på syvendepladsen starter denne uge ca. 1.000 euro efter talentfulde Hellgren.

Katastrofestart for Rasmus Hjelm
Desværre for Daniel Løkke og Rasmus Hjelm, så blev første runde af Tour Final ikke den oplevelse, de havde håbet på. Mens Daniel Løkke med sin første runde i tre over par er placeret på 15. pladsen må være en smule skuffet, så vil Rasmus Hjelm gå i seng med en langt værre følelse i kroppen.

En runde i 79 slag, syv over par, placerer Hjelm blandt de sidste i feltet, og hvad værre er, så har han nu hele seks slag op til Björn Hellgren (+1, 73), som han skal distancere med 1.000 euro for at indhente ham på GolfBox Nordic Golf League Ranking. Hjelm skal angribe de næste dage, men hvis trenden i denne sæson fortsætter, så kommer der også to gode runder fra nordjyden i løbet af fredag og lørdag.

Løkke 96 euro fra det forjættede land
Daniel Løkke er blot to slag efter Björn Hellgren, som han efter førstedagen nu i endnu højere grad må betragte som sin direkte konkurrent om den femte og sidste Challenge Tour plads fra næste sæson. Løkke er blot 96 euro efter Hellgren, og slutter Løkke foran den stærke svensker, så vil det med al sandsynlighed være nok til at rykke forbi ham i stillingen.

Andre spillere i feltet kan dog fortsat også blande sig i kampen om den femte og sidste Challenge Tour billet. Heriblandt danske Peter Vejgaard, der dog skal vinde Tour Final, for at snuppe pladsen – og selv her er han afhængig af, at konkurrenterne ikke slutter på de efterfølgende pladser. Vejgaard kom første runde rundt i 75 slag, tre over par, og deler 15. pladsen med blandt andre Daniel Løkke.

De to svenskere Simon Forsström og Daniel Jennevret kan også nå at blande sig. Jennevret kom rundt i 76 slag, fire over par på førstedagen, men for Simon Forsström så det bedre ud. AIK spilleren er placeret på femtepladsen i en over par sammen med blandt andre Björn Hellgren og kan stadig snyde alle de andre på målstregen.

Han er inden denne uge 3.546 euro fra Hellgren på femtepladsen, 3.450 euro efter Daniel Løkke og 2.462 euro efter Rasmus Hjelm. Det betyder, at Forsström skal slutte blandt de to første, hvis han skal snuppe en plads på Challenge Touren fra næste sæson og håbe, at ingen af konkurrenterne blander sig i topstriden.

Du kan se stillingen efter første runde af TourFinal Vellinge Open by Ljunghusen her.

Du kan se stillingen på GolfBox Nordic Golf League Ranking her.

 

Comments are closed.