En nedslået Lucas Bjerregaars slår blikket ned og siger tak for spillet til Jonathan Åhgren, der vinder Willis Masters 2012

Onsdag begynder Freja PGA Championship på Old Course på Himmerland Golf & Spa Resort. Turneringen er næstsidste skud i bøssen for Lucas Bjerregaard, hvis han skal have sin sejr på ECCO Touren i 2012.

Årets helt store profil håber selv, at Freja PGA Championship kan give ham hurtig oprejsning for den sejr, han selv mener, han smed væk ved Willis Masters i Kokkedal for to uger siden.

Det var min turnering
– Det var lidt en hård tur hjem til Nordjylland efter afslutningen i Kokkedal, forklarer Lucas Bjerregaard, der for anden gang i år tabte et omspil på ECCO Touren. Denne gang til Jonathan Åhgren fra Sverige.

– Jeg følte hele dagen, at det var min turnering, og jeg var meget skuffet bagefter. Selvom jeg har haft en god sæson, så vil man gerne vinde, og at jeg ikke formåede at lukke en turnering, som jeg følte, jeg havde helt styr på, er en streg i regningen.

Lucas Bjerregaard tabte til Åhgren på tredje omspilshul efter at have haft adskillige store fordele og muligheder for at lukke matchen. Tre gange på 45 minutter formåede Bjerregaard dog ikke at komme ind og i på hul 18, og da Åhgren gjorde i tredje forsøg, blev han en overraskende vinder af Willis Masters.

Havde masser af muligheder
– Tre gange misser jeg 18. green marginalt, og alle tre gange ligger min bold lidt underligt i græsset. Derfor vælger jeg at putte udefra, men det lykkes slet ikke nogen af gangene, uddyber Bjerregaard, der nu er klar til hurtig oprejsning igen. Du kan se eller gense hele afslutningen fra Willis Masters nedenfor, hvor du selv kan hoppe rundt i programmet og finde, hvad du søger.

– Den bedste måde at komme videre på, er nok at vinde i den her uge og så måske igen til Backtee Race to Himmerland om nogle uger, griner han. Jeg er nu ellers kommet mig over skuffelsen, så jeg tager det ikke så tungt mere. Jeg vil gerne vinde, men skulle det ikke ske, så er jeg stadig tilfreds med min udvikling og mit spil i denne sæson, slutter Bjerregaard dagen inden det hele går i gang i Himmerland. Bjerregaaard har da også vundet to gange på Nordea Touren, hvor feltet som oftest er tæt på det samme som på ECCO Touren.

Hvis du tror på, at Lucas Bjerregaard har lagt skuffelsen fra Willis Masters bag sig, så kan du på Danske Spil finde Lucas Bjerregaard i en direkte duel mod svenske Johan Carlsson. Du finder alle de øvrige ECCO Tour odds på ECCO Tourens Facebook-side.

Freja PGA Championship har desuden deltagelse af et væld af PGA proer, som skal dyste om deres mesterskab. En turnering i turneringen, som vi naturligvis også vil følge ugen igennem.

Jeff Winther kæmper videre
Foruden Lucas Bjerregaard og PGA’s eget mesterskab, så vil der ved Freja PGA Championship igen være fokus på de spillere, der kæmper en indædt kamp for at sikre sig en plads på Challengetouren i 2013. Danske Jeff Winther kæmper fortsat med om de attraktive pladser, og i bestræbelser på at lykkes, så skal han primært holde øje med Pontus Leijon, der ligger 2.000 euro foran Winther på ranglisten.

Find starttider og livescoring fra onsdag morgen på ECCOTour.org.

 

Comments are closed.