Jeff Winther og Lucas Bjerregaard presses på Nordic Golf League Ranking af Jacob Glennemo, der er flyvende i øjeblikket

Jacob Glennemo fører efter første runde af Willis Masters i Kokkedal, hvor de danske favoritter, Lucas Bjerregaard og Jeff Winther også fik en rigtig god start. Se interview med Jeff Winther.

Svenske Jacob Glennemo, der vandt den seneste ECCO Tour i Landskrona, er fortsat brandvarm. På onsdagens første runde lagde han sig i front for Willis Masters i Kokkedal med en runde i tre-under-par.

Glennemo rykkede med sejren i Landskrona forrige uge helt ind i top-5 på Nordic Golf League Ranking, hvor der er fem oprykningspladser på højkant til næste års Challenge Tour. Med dagens runde lægger han ekstra pres på danske Jeff Winther, der netop nu er udenfor den meget vigtige top-5.

– Jeg spillede ganske udmærket i dag. Jeg lavede en ærgerlig bogey på sidste hul, og jeg ville gerne have været et slag bedre, forklarede Jeff Winther efter runden, hvor han brugte 71 slag. Det giver ham en tredjeplads i en-under-par, og ikke overraskende var han godt tilfreds, da han kiggede tilbage på runden.

– Det var virkelig svært derude på grund af blæsten, og i det store hele er jeg godt tilfreds. Se hele interviewet med den lokale favorit nederst i artiklen.

Mens Jeff Winther og Lucas Bjerregaard sammen med Kristian Grud, Johan Carlsson og Knud Storgaard ligger på lur i en-under-par, kom Glennemos landsmand, Jesper Billing rundt i to-under-par. Også Billing kan med en god sæsonafslutning fortsat nå top-5 på Nordic League.

På en stormende dag i Kokkedal Golfklub formåede blot syv spillere at bryde par på førstedagen. Nedenfor kan du se interview med Jeff Winther, mens du fra torsdag morgen igen kan følge slagets gang direkte på eccotour.org/scores/.

Tagged with:
 

Comments are closed.