Med to runder under par på de to fantastiske baner på Barsebäck sikrede Christoffer Lange sig sejren ved Barsebäck Invitational Pro-Am.

Barsebäck Invitational på ECCO Touren løber over to dage, hvor der er en bonus på 10.000 kroner til den samlede vinder. Til gengæld er der hele 20.000 kroner til vinderen af hver enkelt af de to pro-ams. Mandagens pro-am blev spillet på Donald Steel Course, mens dagens pro-am blev spillet på Masters Course.

Allerede mandag tog nordjyden det første stik hjem, da han vandt den første pro-am på Donald Steel banen. En imponerende runde i seks-under-par var hele tre slag bedre end nummer to, Otto Bonning. Dermed hentede Lange 20.000 kroner samt sikrede sig et solidt forspring i jagten på den samlede sejr.

Tirsdag var der lidt mere grus i maskineriet for Holstebro-spilleren, men Lange fik styr på både spil og nerver, og med en runde i en-under-par holdt han sine konkurrenter stangen med samlet syv-under-par.

Dagens helt store præstation stod Tobias Rosendahl for. Svenskeren, der har haft en rigtig fin sæson på ECCO Touren i år, lavede hele otte birdies på den svære Masters Course, hvor der adskillige gange har været afviklet Scandinavian Masters på Europatouren.

Superrunden var dog ikke nok for Rosendahl til at hente Christoffer Lange i den samlede stilling om end han fortsat kan glæde sig over tirsdagens pro-am sejr og en check på 20.000 kroner.

Du kan finde alle scores fra turneringens to dage her.

Pengepræmierne tæller til ECCO Tourens rangliste, Backtee Race to Himmerland. Den samlede stilling på den liste finder du her.

ECCO Tourens Barsebäck Invitational blev afviklet i samarbejde med Golf Business Partner, og via to fantastisk baner i en imponerende stand blev turneringen endnu engang afviklet til stor tilfredsstillelse for både sponsorer og professionelle.

Næste ECCO Tour er Willis Masters i Kokkedal fra den 5. – 7. september. Her bliver der atter sendt LIVE TV fredag fra kl. 13.00. Sørg derfor for at find os på Facebook, så du kan få detaljer omkring programmet, når vi nærmer os.

 

 

Comments are closed.