Daniel Løkke er på andenpladsen inden finalerunden ved Kitchen Joy Championship. Du kan se LIVE TV fra afslutningen fredag kl. 12.00

Daniel Løkke er på andenpladsen inden finalerunden ved Kitchen Joy Championship. Du kan se LIVE TV fra afslutningen fredag kl. 12.00

Verdens første udgave af Kitchen Joy Championship – by BHJ & CPF på H.C. Andersen Golf kan fredag få en dansk vinder. Daniel Løkke spillede sig torsdag helt frem på andenpladsen efter for anden dag i træk at skyde 66, seks under par.

I samlet 12 under par er Løkke blot et enkelt slag fra feltets i øjeblikket varmeste spiller, Elias Bertheussen fra Norge. Nicolai Tinning holdt sig flot fremme, hvor adskillige andre danskere også skal kæmpe for sejren fredag.

Lækkert anlæg fik klø af feltet
Det skønne anlæg på H.C. Andersen golf var igen torsdag præget af ganske lidt vind – i hvert fald det åbne anlæg taget i betragtning – og det benyttede feltet sig af.

Den ellers krævende bane lagde for anden dag i træk greens til adskillige lave runder. Bedst af alle på andendagen var Rasmus Hjelms 65er, og selvom det bragte ham frem i toppen, så var det helt andre spillere, der for alvor lagde sig i vinderposition i toppen.

Norske Elias Bertheussen, der førte efter førstedagen, fulgte sin 65er (-7) fra onsdag op med en 66er (-6), og er således samlet i skræmmende 13 under par. Under de gunstige betingelser på H.C. Andersen Golf giver det dog kun Bertheussen et forspring på et enkelt slag til danske Daniel Løkke.

Daniel Løkke gik for anden dag i træk en runde i 66 (-6), og dermed tog han sin score til samlet 12 under par. 

– Det var fedt. Jeg spillede godt igen i dag, og jeg glæder mig til at jagte sejren i morgen, sagde Daniel Løkke efter runden, hvor der også var ros til banen.

 – Jeg synes banen er rigtig lækker, og jeg kan godt lide den her type bane. Greens er gode, og når der er ikke er så meget vind, som der kan være her, så er det bare at udnytte det, sagde Løkke.

På en delt tredjeplads i 11 under par ligger Jacob Glennemo, der har været helt suveræn i år. Glennemo topper netop nu GolfBox Nordic Golf League Ranking, og kan fredag vinde sin anden sejr på blot en uge. Glennemo deler tredjepladsen i 11 under par med Steven Jeppesen, som er nummer tre på GolfBox NGL Ranking.

Spændende danskere kan vinde fredag
Flere spændende danske navne står fredag over for en af karrierens mest spændende golfdage. Nicolai Tinning og Stephan Juul er bedst blandt de unge opkomlinge, og da begge er placeret i 10 under par, så vil de fredag jagte deres første ECCO Tour sejr. Tinning og Juul deler femtepladsen med nummer to på GolfBox NGL Ranking, Jesper Billing, så det er de helt store navne, de “nye” stjerner skal holde fra fadet fredag.

Amatørspilleren, Sixten Stemann Jensen, gik torsdag de 18 huller i seks under par, og er med sine ni under par bedste amatør på en delt 10. plads. Positionen som bedste amatør, besidder han dog kun med et enkelt slag til Ole Sømark i otte under par på en delt 12. plads. En placering Sømark deler med den tidligere European Tour spiller, Knud Storgaard.

Rasmus Hjem, der med sin 65er gik dagens laveste runde, kravlede helt frem som nummer 16 i syv under par. Dermed kan Hjelm fredag sikre sig værdifulde point i kampen om de fem European Challenge Tour pladser i næste sæson. 

Se LIVE TV fra kl. 12.00 fredag
Der sendes LIVE TV fra Kitchen Joy Championship og H.C. Andersen Golf kl. 12.00 fredag. Her kan du se, om det lykkes Daniel Løkke at hive sejren hjem, eller om nogle af de “nye” danske talenter, skal snuppe deres første ECCO Tour sejr. Kampen mod de stærke svenskere starter allerede fra kl. 07.40, og TV signalet åbnes kl. 12.00 til en dramatisk finale.

Så indstil alarmen til kl. 12.00, for det er tættere end længe på ECCO Touren. Du finder LIVE udsendelsen her, når produktionen starter kl. 12.00.

Se stillingen ved Kitchen Joy Championship by BHJ & CPF her.

Comments are closed.