Benjamin Henry Poke presser på for sin første ECCO Tour sejr. Furesø-profilen med de britiske aner gik anden runde af Trummenäs Open i seks under par, 66 slag.

Benjamin Henry Poke presser på for sin første ECCO Tour sejr. Furesø-profilen med de britiske aner gik anden runde af Trummenäs Open i seks under par, 66 slag.

Benjamin Poke fra Furesø Golfklub er med helt fremme ved ECCO Tour turneringen, Trummenäs Open hosted by VisitKarlskrona. Peter Vejgaard, Rasmus Hjelm og Martin Ovesen er blandt de øvrige danskere, der klarede cuttet.

Lørdag kan Benjamin Poke således sikre sig karrierens første ECCO Tour sejr. Muligheden blev iscenesat efter en fantastisk runde fredag, hvor den talentfulde dansker gik dagens bedste runde i 66 slag, seks under par. Med samlet syv under par, er Furesø-profilen på en delt fjerdeplads inden lørdagens finalerunde.

Tilfreds Poke blæser til angreb
– Det går rigtigt godt lige nu. Spillet ser rigtigt godt ud, og jeg er meget tilfreds, fortalte Benjamin Poke til ECCO Touren efter runden.

– Jeg slår mine jern tættere på, og jeg har arbejdet en del med min putting, som egentlig gør den helt store forskel lige nu, fortsætter Poke.

Det er anden uge i træk, at Poke er med fremme på Nordic Golf League. I sidste uge sluttede han som delt nummer fire på Nordea Touren, og den erfaring skal han trække på, når han igen lørdag kæmper med om sejren.

– Jeg har haft et rigtigt godt mindset de første to dage, og det skal jeg fortsætte med i morgen. Jeg skal ud og forsøge at lave nogle birdies og tænke aggressivt. Det var lidt det samme i sidste uge, så jeg prøver at gribe det an på samme måde, slutter danske Benjamin Poke med de britiske aner.

Benjamin Poke går lørdag i næstsidste bold sammen med blandt andre verdens tredjebedste amatør, Marcus Kinhult, der ligeledes ligger på den delte fjerdeplads i syv under par.

Fremgang for danske favoritter
Peter Vejgaard kom fredag rundt i fornemme 68 slag, fire under par, hvilket sender 30-årige Vejgaard frem som nummer 11 inden finaledagen. Dermed har Vejgaard lørdag chancen for at indspille en god check til regnskabet på GolfBox Nordic Golf League Ranking, hvor han inden denne uge er bedste dansker på en samlet fjerdeplads.

På en femteplads på samme rangliste ligger Martin Ovesen, som også klarede cuttet ved Trummenäs Open. Ovesen ligger i par på en delt 27. plads inden lørdagens finalerunde, men i det tætpakkede felt, kan en lav runde sende Koldingspilleren i retning af en reel topplacering. Det samme gør sig gældende for Rasmus Hjelm, der ligeledes indtager 27. pladsen efter de første to runder.

At fange Kristian Krogh Johannessen kan hverken Ovesen eller Vejgaard dog næppe. Nordmanden er i samlet 10 under par, 10 slag foran Ovesen og syv foran Peter Vejgaard, så skal det blive til dansk sejr lørdag, skal der med al sandsynlighed kigges i retning af Benjamin Poke.

Du kan følge Benjamin Poke og de øvrige danskeres kamp for vigtige penge og ranglistepoint fra lørdag morgen her.

 

Comments are closed.