Tapio Pulkkanen vinder NorthSide Charity Challenge 2015 efter omspil med Thomas Nørret.

Tapio Pulkkanen vinder NorthSide Charity Challenge 2015 efter omspil med Thomas Nørret.

Årets mest pengestærke ECCO Tour, NorthSide Charity Challenge på Lyngbygaard Golf, blev fredag afgjort efter et dramatisk omspil, hvor Thomas Nørret måtte bøje sig for finske Tapio Pulkkanen.

Nørret og Pulkkanen sluttede begge dagen i samlet syv under par, et slag bedre end svenske Christopher Feldborg-Nielsen der udramatisk kørte tredjepladsen i turneringen hjem.

På første omspilshul holede Pulkkanen sit 7 meter birdieputt, mens Nørrets ditto mirakuløst modsatte sig tyngdeloven. Ærgrelsen stod malet i de mange tilskueres ansigter, mens hovedpersonen ligeledes ærgrede sig efter andenpladsen.

– Hvorfor skal jeg altid blive nummer to? Der mangler lige lidt marginaler, synes jeg, sagde Nørret efter præmieoverrækkelsen.

– Han (red. Tapio Pulkkanen) er en rigtig fin fyr, og en spændende golfspiller, så selvom jeg er lidt ærgerlig lige nu, så kan jeg godt unde ham sejren, rundede Nørret af.

Mens turneringen for Nørret blot var en enlig svale, inden han mandag vender tilbage til skrivebordet i Lyngbygaard Golf, så var sejren for Tapio Pulkkanen langt mere værdifuld.

Foruden de 92.000 kroner han inkasserede som førstepræmie, så følger også 12.384 værdifulde euro til GolfBox Nordic Golf League Ranking, hvor den langtslående finne nu indtager en tredjeplads på listen, der efter sæsonen giver top-5 en plads på European Challenge Tour i næste sæson.

Tapio Pulkkanen jubler på 18. green efter at have holet et langt birdieputt og sikret sig sejren ved NorthSide Charity Challenge

Tapio Pulkkanen jubler på 18. green efter at have holet et langt birdieputt og sikret sig sejren ved NorthSide Charity Challenge

– Min putter var brandvarm i dag, og jeg er rigtig glad for sejren. Jeg håber, at det bliver starten på en rigtig god sæson, fortalte Tapio Pulkkanen efter runden i imponerende 66 slag, seks under par.

– I omspillet vidste jeg, at jeg havde en fordel, fordi hul 18 er et par-5 hul, men nu blev det jo alligevel min putter der reddede mig igen, sluttede Pulkkanen.

Flotte danske resultater
Mens Nørret blev bedste dansker på andenpladsen, var der også andre danskere, der nød godt af den 512.000 kroner store præmiesum.

Martin Ovesen sluttede som nummer fire i samlet fire slag under par, mens Daniel Løkke blev nummer seks, et slag efter.

Rasmus Hjelm kom rundt i tre under par og avancerede til en delt ottendeplads. Den deler han med Christian Skjøth, der valgte den helt rigtige uge til at lave sit hidtil største ECCO Tour resultat.

Du finder resultatet af NorthSide Charity Challenge her.

Med sit store avancement fortrænger Pulkkanen Peter Vejgaard til tredjepladsen på GolfBox Nordic Golf League Ranking, mens Martin Ovesen via sin flotte fjerdeplads springer ind i den top-5, som til næste år er adgangsgivende til European Challenge Tour.

Se stillingen på GolfBox Nordic Golf League Ranking her.

 

Comments are closed.