ECCO Tour Winter Series 2015 afvikles på PGA Catalunya Resort, og det trækker stjerner til fra hele Europa

ECCO Tour Winter Series 2015 afvikles på PGA Catalunya Resort, og det trækker stjerner til fra hele Europa

Søndag begynder årets anden ECCO Tour, PGA Catalunya Resort Championship, og for en række danskere bliver det en hurtig og kærkommen chance for revanche.

Svenske Daniel Jennevret vandt fredag Mediter Real Estate Masters, og selvom der var danske topresultater i form af Victor Østerby, Lasse Jensen og Simon Willer, så var årets første ECCO Tour en skuffelse for flere af de danske profiler, som forventes at dominere touren i år.

– Det var ikke lige den perfekte start, men spillet er faktisk ikke så dårligt, fortæller Nicolai ”Knist” Kristensen, der missede cuttet.

– Jeg slår en masse rigtigt gode slag, som desværre ikke kan ses på scorekortet. Faktisk synes jeg, at spillet på mange måder er lige så godt som sidste år, da jeg vandt på ECCO Touren, men når man kommer i klubhuset, må jeg jo sande, at jeg har brugt 2-3 slag for meget på hver runde, uddyber Nicolai Kristensen, der i 2014 vandt hele to gange på ECCO Touren.

Der er dog ingen grund til panik, hvis man spørger den unge Holstebro-spiller.

Nicolai Kristensen vandt to gange på ECCO Touren i 2014.

Nicolai Kristensen vandt to gange på ECCO Touren i 2014.

– Jeg er ikke nervøs for resultaterne. De skal nok komme, hvis jeg fortsætter med at spille godt. Lige nu skal jeg bare lige vænne mig til, at vi spiller turnering, og ind i rytmen igen, slutter Nicolai Kristensen, der fra årsskiftet vekslede sin trygge amatørtilværelse til en professionel af slagsen.

Nicolai Kristensen er ikke eneste dansker, der mener, at spillet er bedre, end scoren indikerer. Også Peter Vejgaard, der er bedst-placerede dansker på Nordic Golf League netop nu, ser frem til en hurtig ”ommer” på PGA Catalunya Resorts to baner.

– Jeg har kæmpet en smule med en dårlig fod og ikke fået trænet nok, men nu synes jeg, at spillet er ved at sidde der igen. Det er et stærkt felt, og man kan ikke være med fremme hver gang. Men jeg spiller heldigvis langt bedre, end min score indikerede i sidste turnering, griner Peter Vejgaard fra klubhuset på PGA Catalunya Resort.

Også Rasmus Hjelm, Kasper Estrup, Daniel Løkke, Martin Ovesen og Stephan Juul vil håbe at kunne blande sig i topstriden ved PGA Catalunya Resort, og chancerne bliver ikke mindre af, at en række af Europa- og Challengetour spillere er draget videre til Madeira Island Open.

Således er spillere som Jeppe Huldahl, Lasse Jensen, Joachim B. Hansen, Andreas Hartø, Mads Søgaard og Christian Gløët ikke at finde på startlisten ved PGA Catalunya Resort Championship som nu mere ligner en almindelig ECCO Tour event igen.

Du finder startlisten ved PGA Catalunya Resort Championship her.

Fra søndag morgen kan du følge livescoring i turneringen her.

Stillingen på GolfBox Nordic Golf League Ranking finder du her.

 

 

Comments are closed.