Oliver Nyholm La MangaHele seks mand ligger side om side inden finalerunde ved årets første turnering på ECCO Touren, Mediter Real Estate Masters. Heriblandt er ingen af forhåndsfavoritterne. Interview med Oliver Nyholm.

I alt er 32 spillere inden for blot fem slag, så der bliver ikke langt mellem succes og fiasko, når de søndag skal fordele sæsonens første 40.000 euro.

I fire-under-par og i front for feltet ligger Espana Eduard, Lasse Sonne Nielsen, Christoffer Blomstrand, Henri Satama, Tapio Pulkkanen og Oliver Nyholm. Sidstnævnte var godt tilfreds med sin måde at holde sammen på runden på, og håber nu at høste frugterne af den hårde vintertræning.

– Jeg har trænet meget i løbet af vinteren, så det er dejligt, at det ser ud til at have båret frugt, forklarede Oliver Nyholm til ECCO Touren efter runden.

– Det er nærmest en befrielse at komme på græs i stedet for at træne indendørs, fortsætter Hillerød-spilleren.

– Jeg har været rigtig god til at hole mine par-putts, og det er selvfølgelig en del af nøglen til succes her. Jeg laver kun en enkelt bogey i dag, så jeg er godt tilfreds, afslutter han, inden eftermiddagsbesøget på driving rangen.

Mens der var succes til sekstetten i toppen af stillingen, kæmper flere af turnerings profiler med banen. Jeppe Huldahl, Rasmus Hjelm, Jacob Glennemo og Daniel Slott Mogensen var blandt ofrene, da feltet efter lørdagens runde blev reduceret til 49 spillere.

Europatour-spillere tvunget til angreb
Tilbage i finalefeltet er fortsat navne som Thomas Nørret, Steven Jeppesen, Knud Storgaard, JB Hansen og Lucas Bjerregaard. Mens de alle sandsynligvis har efterladt sig selv for langt tilbage i stillingen, vil man søndag forvente et angreb fra blandt andre Mark Haastrup, Morten Ørum Madsen og Anders Schmidt Hansen, der blot er henholdsvis tre, to og et slag fra de seks førende spillere.

I tre-under-par på en del syvende plads sammen med blandt andre Anders Schmidt Hansen ligger den franske Europatourspiller, Guillaume Cambis, og den forhenværende af slagsen, Andrea Maestroni, der lørdag gik turneringens laveste runde i fem-under-par, 66 slag.

Intet er afgjort før finalerunde af Mediter Real Estate Masters, så der er alt mulig grund til at følge med søndag. Du kan på dette link finde hele stillingen, ligesom du kan finde interviews med blandt andre Oliver Nyholm og videoer fra turneringen her. Internettet i Spanien lader meget at ønske, så der kan være forsinkelser på upload af diverse videoer.

 

Comments are closed.