ECCO Tour Championship på Stensballegaard – Hosted by Thomas Bjørn & Ejner Hessel bliver først gang, du hos Danske Spil kan spille på den danske golf tour, ECCO Tour.

ECCO Touren har indgået en aftale med Danske Spil, der betyder, at Danske Spil i denne uge inkluderer spil fra turnering i deres Oddset-program, Den Lange, og på website.

Samarbejdet betyder meget for ECCO Touren, og for Danske Spil, er det interessant at produktudvikle i retning af Danmarks næststørste sport målt på aktive udøvere.

– Vi er stolte over at have fået gang i et samarbejde med Danske Spil, udtaler presseansvarlig hos ECCO Touren, Brian Vester.

– Nu må vi se, om interessen er der. Hvis den er det, og vi ofte kan få vores turneringer med, vil det betyde et langt større kendskab til både ECCO Touren, men lige så vigtigt også til de danske talenter, der løber rundt. Og det ville på sigt være fantastisk for dansk golf.

ECCO Touren har i 2012 fast deltagelse af navne som Steen Tinning, Mads Vibe-Hastrup, Lucas Bjerregaard og mange andre nordiske topnavne. I denne uge ved ECCO Tour Championship, som er en del af Challenge Touren, deltager en lang række andre topnavne som Nick Dougherty, Philip Archer, John Parry samt øvrige danskere som Jeppe Huldahl, Andreas Hartø, Joachim B. Hansen og Morten Ørum Madsen.

– I første omgang er det spændende at se, hvordan danskerne vil tage imod betting på Challenge Tour turneringen, ECCO Tour Championship. Efterfølgende må vi se, om opbakningen har været stor nok, så vi kan fortsætte med at sætte odds til resten af turneringerne på ECCO Tour i 2012, udtaler Jens Nielsen, der er Produktchef hos Oddset.

– Sporten er jo meget populær i Danmark når det kommer til aktiv-siden, og når der afvikles en turnering af denne størrelse på dansk grund, så skal vi være med, lyder forklaringen fra Jens Nielsen.

De første odds
Der er allerede nu sat odds på fire matcher til onsdagens første runde. Her kan du blandt andet spille på:

– Andreas Hartø imod Philip Archer

– Jeppe Huldahl imod den tre-dobbelte vinder på Europatouren, Nick Dougherty

– Lucas Bjerregaard imod Morten Ørum Madsen

– Mads Vibe-Hastrup imod Jeff Winther.

Kampene findes både i Oddset-programmet i butikkerne, og på Danske Spils hjemmeside. Her kan du også holde øje med de øvrige matcher der følger resten af ugen.

Comments are closed.