ECCO Tour sendes på Viasat Golf hver tirsdag kl. 19.00

ECCO Tour sendes på Viasat Golf hver tirsdag kl. 19.00

ECCO Tour og Viasat har netop indgået en aftale, der betyder, at ECCO Touren i 2013 kan følges på Viasat Golf og TV3 Sport til stor glæde for både ECCO Touren og Viasat.

Igen i 2013 vil du kunne følge ECCO Touren på både TV og Web-TV. Alle turneringer på dansk grund bringes i samarbejde med Signal Media LIVE på www.eccotour.org. Men du får nu også udvidet mulighed for at se TV fra ECCO Touren på dit fjernsyn. Endda med et fast sendetidspunkt, begyndende i morgen, tirsdag den 14. maj.

– Golfen vil primært blive vist på Viasat Golf, forklarer ECCO Tourens TV-ansvarlige, Brian Vester.

– Dog er jeg også glad for, at vi får vores programmer vist på TV3 Sport i ny og næ. Både for vores egen skyld, men også for spillernes og sportens skyld, fortsætter han.

– Jeg tror, der er mange, som normalt ikke følger golf på fjernsynet, der på TV3 Sport kommer til at følge ECCO Touren og stifte bekendtskab med vores talenter. Det er godt for golfinteressen i Danmark, for vi skal helst have flere sportsinteresserede danskere til også at følge med i golfen.

De seneste år har man på ECCO Touren live kunne se og stifte bekendtskab med spillere som Thorbjørn Olesen, Andreas Hartø, Steen Tinning, Morten Ørum Madsen, Nick Dougherty og Lucas Bjerregaard. Så golf-niveauet fejler bestemt ikke noget, men i følge Brian Vester, er det måske også her sammenligningen med de store tours stopper.

– Vi leverer en TV produktion, der centreres omkring begivenhederne på 18. green og omkring vores studie, hvor profilerne “dropper ind” efter deres runde. Økonomisk er det slet ikke muligt, at dække turneringen, som det folk er vant til fra Europatouren og PGA Touren, forklarer han.

– Jeg håber, at folk vil tage i mod vores koncept med åbne arme og glæde sig over at kunne se, hvor det er, alle de nye danske golfstjerner udklækkes, få sat ansigt på navnene og høre hvad de har at sige.

Hver tirsdag aften på Viasat Golf

Hvert ECCO Tour program sendes på Viasat Golf minimum fire gange, og som en ekstra bonus, får ECCO Touren fast sendetidspunkt. Tidspunktet er blevet fastsat til kl. 19.00. Her kan du hver uge følge seneste nyt fra Skandinaviens største golftour, se interviews, højdepunkter fra turneringer og mange andre indslag.

– Foruden Signal Media, der står for vores LIVE udsendelser, har vi indgået en aftale med rigtig TV-kunstner fra Sverige, forklarer Brian Vester.

– Han kan utroligt mange ting, og jeg tror, at vores TV programmer i høj grad hopper et par niveauer op i kvalitet og udtryk i år. Allerede nu ligger der lidt småklip fra La Manga Club, fra vores Winter Series, og jeg vil da klart anbefale folk at gå ind og se dem.

Den nye kameramand hedder Per Nilsson, og du kan som beskrevet allerede se lidt af hans repertoire på ECCO Tube på www.eccotour.org.

Første gang du kan følge ECCO Touren på Viasat Golf er tirsdag den 14. maj kl. 19.00, hvor Freja Championship fra Himmerland Golf & Spa Resort byder velkommen.

 

Tagged with:
 

Comments are closed.