Når solen og La Manga Club byder velkommen til ECCO Tour Winter Series 2014, er præmiesummen hævet til imponerende 110.000 euro for de to turneringer

Når solen og La Manga Club byder velkommen til ECCO Tour Winter Series 2014, er præmiesummen hævet til imponerende 110.000 euro for de to turneringer

Fra 18. – 28. marts 2014 tager ECCO Touren for femte gang til La Manga Club for at afvikle ECCO Tour Nordic Golf League Winter Series. Og Winter Series 2014 bliver større, bedre og vigtigere end nogensinde før. Skal du med?

Flere penge end nogensinde før
På Winter Series’ femte år har de mest væsentlige sponsorer været med til at sikre, at der kommer endnu flere penge i præmiepuljen. Noget der glæder ECCO Tour ejer, Flemming Astrup.

– Jeg er rigtigt stolt over vores Winter Series i 2014. Vi har formået at fastholde vores entry fee, men stadig øge præmiesummen markant, og på den måde gøre 2014 Winter Series til klart den største og mest attraktive nogensinde, forklarer Flemming Astrup.

– Det havde ikke været muligt uden vores faste Winter Series sponsorer, så der skal lyde en stor tak til ECCO, Mediter Real Estate og La Manga Club, som har været med til at sikre, at spillerne i år har hele 110.000 euro at kæmpe om over de to turneringer, La Manga Club Championship og Mediter Real Estate Masters, uddyber Astrup.

Nye datoer gør Winter Series til den perfekte opstart
Og netop La Manga Clubs involvering i Winter Series og det fem-årige samarbejde med ECCO Touren har betydet meget for årets Winter Series. Der er således i samarbejde med La Manga Club fundet nye datoer for ECCO Tour Winter Series 2014, som sikrer, at turneringen fungerer som den perfekte opstart på den skandinaviske sæson, som de to turneringer var tiltænkt.

– Vi har sammen med La Manga Club formået at rykke turneringerne til slutningen af marts. Det betyder, at vi kommer meget tæt på opstarten i Skandinavien og gør vores Winter Series så relevant i opstartsfasen som muligt. Og på samme tid betyder det, at vi bør være garanteret godt vejr, og som minimum kunne udelukke enhver risiko for nattefrost, som man kan risikere i starten af marts, siger Flemming Astrup.

Derfor er La Manga Club og Winter Series perfekt
Mens Winter Series via de nye datoer bør være sikret optimalt vejr og timing i forhold til sæsonen i Skandinavien, så tilbyder ECCO Tour Winter Series og La Manga Club også de perfekte betingelser for spillerne forud for en lang sæson. La Manga Club har rigtigt fine træningsfaciliteter, der ligesom en runde golf hver dag, er inkluderet i den pakke, som ECCO Tour tilbyder de op til 132 deltagere. Og La Manga Club har udviklet sig til at være et rigtigt godt træningsanlæg.

– Jeg har været med ECCO Touren på La Manga Club siden det første år, og der er virkelig sket meget på alle områder, forklarer Christoffer Lange.

– Træningsfaciliterne og generelt alle øvrige faciliteter også, er virkelig blevet lækre, og det er en rigtig god måde at starte sæsonen på. Vi bor sammen i huse eller lejligheder med vores venner, som socialt gør det rigtigt sjovt, og med den nye og flotte præmiesum og en masse godt vejr, så bliver det ikke ret meget bedre, slutter Christoffer Lange.

På La Manga indlogeres spillerne i lejligheder af fire eller seks personer, hvor der er alt fra opvaskemaskine og vaskemaskine til terrasser og stue med TV. Winter Series er foruden den sportslige udfordring således også en mulighed for at forberede sig til sæsonen i Danmark og Skandinavien sammen med dine venner, mens du prøver kræfter med den skandinaviske elite.

ECCO Tour Nordic Golf League Winter Series 2014 bliver således den største og bedste nogensinde. Der er plads til 132 spillere og tilmelding er åben nu. Det er først til mølle princippet, så skynd dig at tilmeld dig. Du finder mere information om Winter Series, pris og hvad pakken inkluderer her, mens du kan gå direkte til tilmelding her.

 

Comments are closed.