Lars Larsen og ECCO Tour Rookie of the Year 2012, Steen Tinning ved overrækkelsen ved Race to Himmerland i 2012

Lars Larsen og ECCO Tour Rookie of the Year 2012, Steen Tinning ved overrækkelsen ved Race to Himmerland i 2012

Når Bravo Tours indledes torsdag morgen på Nivå Golf, så er den danske ECCO Tour begunstiget af fornemt besøg. Den dobbelte European Tour vinder, Steen Tinning, figurerer nemlig for anden uge i træk på startlisten.

I sidste uge sluttede Steen Tinning som nummer ni ved DAT Masters by Visit Tønder på Rømø, og han er altså klar til endnu en kamp mod de unge opkomlinge i denne uge.

– Jeg spiller rigtigt godt i øjeblikket, og de helt store præstationer er ikke langt væk. Derfor skal jeg holde mig i form, og det gør jeg med de her turneringer, forklarede Steen Tinning i ECCO Tour TV studiet på Rømø.

Steen Tinning, der inden længe skal tilbage til USA og prøve kræfter med den stort opslåede Champions Tour, hvor alle legenderne venter ham, spillede i 2012 hele året på ECCO Tour, hvor det blev til en enkelt sejr – på Samsø.

LÆS OGSÅ: Steen Tinning flytter til USA – Jagter vild drøm

Torsdag slår han ud sammen med den mangeårige European Tour spiller, Mattias Eliasson og finske Antti Ahokas, når den velplejdede bane på Nivå Golf, skal forsøge at forsvare sig mod det stærke felt.

Allerede fra kl. 07.30 fylder det 156 mand store felt banen op, og med 300.000 kroner i præmiesummen, så bliver det en spændende uge i Nordsjælland.

Forsvarende mester hoppede på toget
Den forvarende mester, Jeff Winther spillede tirsdag pro-am på Nivå Golf forud for Bravo Tours Open, hvor han skulle forsvare sin sejr fra 2013. Et opkald fra European Tour ændrede dog hurtigt ugen for Kokkedal-spilleren.

– Jeg fik et opkald fra European Tour, og nu er jeg inde i Madeira Open på European Tour. Det er en lille turnering på European Tour men til gengæld en stor turnering på Challenge Tour, hvor jeg skal gribe chancen i år. Så ”desværre” er jeg nu på vej til Kastrup og videre til Portugal, forklarede Jeff Winther, som således overlader favoritværdigheden til andre spillere fra torsdag morgen.

Store profiler til start
Og der er mange potentielle vindere i feltet. Jacob Glennemo vandt i fredags på Enjoy Resorts på Rømø, og han vil sikkert byde sig til igen. Foruden Tinning og Eliasson, vil også navne som Rasmus Hjelm, Lasse Jensen, Steven Jeppesen, Daniel Løkke, David Palm og Mads Søgaard blive spændende at følge.

Bravo Tours Open spillers fra torsdag – lørdag og der er gratis adgang for tilskuere hele ugen. Så vil du se Steen Tinning kæmpe mod de “nye” stjerner, så inviterer Nivå Golf til topgolf fra torsdag kl. 07.30.

Du finder startliste og livescoring her.

Vil du til udlandet og spille golf? Se attraktive tilbud på golfrejser fra Bravo Tours her.

Comments are closed.