Jacob Pingel Lauridsen fører Made in Denmark Qualifier by Egekilde i seks under par. Følg med LIVE her. (Foto: Made in Denmark Qualifier 2014, hvor Pingel kom tæt på en plads ved Made in Denmark)

Flere danskere fik onsdag en forrygende start på Made in Denmark kvalifikationen på Skjoldenæsholm Golf Center og øjner nu for alvor et besøg på Himmerland Hill, når Made in Denmark løber af stablen fra 24. – 27. august.

Jacob Pingel Lauridsen fører i seks under par, mens Philip Ulveman Juel-Berg er nummer to i fem under par sammen med svenske Åke Nilsson.

Victor Østerby, der er bedst-placerede dansker på GolfBox Nordic Golf League Ranking, fik også en god start. En runde i 68 slag, fire under par, placerer Østerby som nummer fire. Den placering deler han med bl.a. Simon Gundorph og den tidligere Europa Tour vinder, Mads Vibe-Hastrup.

Og de flotte danske golfrunder stod i kø på førstedagen. På en delt ottendeplads i tre under par, ligger Frederik Andersen og Oliver Nyholm i skrivende stund side om side med et dansk amatør-firkløver bestående af Peter Launer Bæk, Morten Toft Hansen, Mathias Lorentzen og Rasmus Neegaard-Petersen. Det betyder, at Danmark faktisk mod slutningen af førstedagen har imponerende 11 spillere i top-10.

På en delt 19. plads og et slag fra top-10 ligger bl.a. den forsvarende mester, Daniel Løkke sammen med den tidligere Europa Tour spiller, Thomas Nørret, der også forsøger at kvalificere sig til Made in Denmark 2017.

Du kan se stillingen efter første runde af Made in Denmark Qualifier presented by Egekilde her.

 

Comments are closed.