Mark Suursalu klarede sit første ECCO Tour cut i år og vandt Mørk Masters i samlet 17-under-par.

Mark Suursalu klarede sit første ECCO Tour cut i år og vandt Mørk Masters i samlet 17-under-par.

Mark Suursalu, der i flere år har huseret på ECCO Touren, fik fredag karrierens største golfresultat i hus, da han efter en fantastisk finalerunde vandt Mørk Masters. Esteren vandt med to slag foran svenske Robin Jonsson efter en afsluttende runde i otte-under-par.

– I can’t believe it, lyder det fra en overvældet Mark Suursalu, da det i recording area går op for ham, at sejren er hjemme.

– Jeg har haft en dårlig sæson, hvor jeg fra starten har prøvet at ændre en masse ting. Nu er jeg tilbage hos min gamle træner, som kender mig, og det ser ud til at virke, forklarer Suursalu, som dog indrømmer, at visse aspekter af banen, passede ham godt.

– Jamen banen er ret kort, så jeg behøvede ikke slå ret mange drivere, hvilket er godt for mig i øjeblikket. De flyver i alle retninger med driveren, griner Estlands gladeste mand.

Mark Suursalu indrømmede, at han kom til Norge for at forsøge at klare sæsonens første cut. Det endte noget mere optimistisk for den 22-årige ester. Inden denne uge var hans bedste resultat nogensinde på ECCO Touren en 15. plads fra Jeld Wen Masters i 2011.

Bronze til Anders Schmidt Hansen
Anders Schmidt Hansen gik en flot finalerunde i syv-under-par og med sin samlede score i 14-under, sluttede ”Schmidt” som nummer tre.

– Jeg føler, at spillet er ved at være der igen nu. Jeg har egentlig spillet udmærket hele tiden, men jeg har bare ikke puttet så godt, som jeg ved, jeg kan, forklarede Juelsminde-spilleren til ECCO Touren efter runden.

– Jeg puttede også fint i sidste uge, så nu håber jeg, at niveauet er tilbage. Og så ved jeg jo også, at vi skal putte på nogle rigtigt fine greens i Himmerland om halvanden uge, slutter Anders Schmidt Hansen, der for anden uge i træk sluttede i top-5.

Schmidt deler tredjepladsen med Eric Blom og Fredrik Gustavsson, mens Ole Fremstad fra Norge blev bedste amatør som nummer 13.

Der var desuden succesoplevelser til Oliver Suhr og Morten Hedegaard, der begge var rundt i syv-under-par på finalerunden.

Du finder resultatet er Mørk Masters her.

Du kan se den samlede og opdaterede stilling på Golfbox Nordic Golf League Ranking her.

Tagged with:
 

Comments are closed.