Morten Ørum Madsen hole-in-one

Morten Ørum Madsen lavede karrierens første hole-in-one, da han ved DAT Masters på ECCO Touren lavede et “es” på syvende hul.

Torsdag lykkedes det omsider for den danske Europatourspiller, Morten Ørum Madsen, at lave hole-in-one. Karrierens første af slagsen kom på hul syv på Brundtland Golfcenter, hvor han i denne uge spiller med ved DAT Masters – by Visit Tønder.

Der var ikke mange højdepunkter på Morten Ørum Madsens runde torsdag på Brundtland Golfcenter, men da der endeligt skete noget, foregik det med armene helt i vejret.

– Det er da kanon, at jeg endelig fik lavet en hole-in-one, forklarede Morten Ørum Madsen efter runden.

– Den måtte jo komme på et tidspunkt. Faktisk talte vi om det så sent som i går, joker Silkeborgspilleren.

– Jeg har lavet en hole-in-one på en par-3 bane engang, men det tæller jo ikke rigtigt, tænker jeg, så det var en dejlig abe at få af ryggen i dag.

Runden sluttede for Morten Ørum Madsen i par, og selvom ”Madsen” ligger pænt tilbage i stillingen, så er han stadig med i kampen ved DAT Masters. Og som en ekstra bonus indkasserer han en kasse øl fra sin klub-kammerat, Mads Kristensen, efter et væddemål der indtil i dag havde stået på i fem år.

Du finder stillingen i DAT Masters her.

Comments are closed.