Daniel Løkke på hul 13 i Holstebro Golfklub - et af Danmarks flotteste golfhuller

Daniel Løkke på hul 13 i Holstebro Golfklub – et af Danmarks flotteste golfhuller

I 2013 vandt Sebastian Söderberg ACTONA Championship, mens de stærke hjemmebanespillere i Holstebro Golfklub blev henvist til de efterfølgende pladser.

Nu er Söderberg til start igen og klar til endnu en kamp mod de lokale talenter.

Sidste års vinder af ACTONA Championship, Sebastian Söderberg, førte undervejs fredag Nordea Masters på European Tour, og selvom det ”kun” blev til en 60. plads i det stjernebesatte felt, så viste Söderberg, at han er ved at ramme den form, der sidste år gav ham to sejre i lige så mange starter på den danske ECCO Tour. ACTONA Championship er årets første ECCO Tour for Söderberg, hvis “comeback” er dårligt nyt for de øvrige spillere.

– Jeg har været i USA og spillet lidt mini tours, men nu er jeg tilbage på ECCO Tour, og det er jeg resten af året, fortæller Söderberg, hvis mål er at slutte i top-5 på Nordic Golf League.

Daniel Løkke vil være én bedre
Mens Sebastian Söderberg skal forsøge at gentage sejren i Holstebro Golfklub, så vil en række af de lokale helte håbe at kunne stikke en kæp i hjulet på den stærke svensker.

– Det var sjovt sidste år, fortæller Daniel Løkke, der tabte til Söderberg på tredje omspilshul efter at have kæmpet fortrinligt mod en velspillende Söderberg hele dagen.

– Jeg spillede rigtigt godt hele ugen. Banen var fantastisk, og der var rigtigt mange tilskuere med rundt på finaledagen, hvor jeg spillede med Sebastian, fortsætter Daniel Løkke, der håber på lignende tilstande i år.

– Jeg håber da på en gentagelse fra sidste år blot med en enkelt lille ændring. Banen ser fantastisk ud igen, og jeg håber, at jeg kan bruge mit kendskab til banen til igen at blande mig i toppen på fredag.

– Uanset hvad så bliver det en fantastisk uge her i Holstebro, og jeg håber, at opbakningen bliver lige så stor, slutter Løkke.

Og Daniel Løkke er i topform! Søndag skød han 59 i Odder, og er dermed medlem af en meget fornem lille klub, der har brudt de magiske 60 slag på en runde.

Forhåndsfavoritterne
Foruden Daniel Løkke vil lokale navne som Nicolai Kristensen, Christoffer Lange og byens til lejligheden hjemvendte søn, Peter Vejgaard, også kæmpe for et godt resultat.

Øvrige navne i feltet der må formodes at blande sig i topstriden er Marcus Larsson, Steven Jeppesen, David Palm, Jacob Glennemo, Rasmus Hjelm, Jesper Billing og feltets måske varmeste dansker, Mads Søgaard.

Der sendes LIVE TV fra finalen fredag kl. 12.30. Hvis du vil være sikker på ikke at misse det, så kan du tilmelde dig ECCO Tours nyhedsbrev, eller du kan finde ECCO Tour på Facebook.

Du kan se starttider til ACTONA Championship her. 

 

Comments are closed.