Sebastian Söderberg high five tak for spillet Kokkedal

Sebastian Söderberg (th.) ønskes tillykke med en flot runde af landsmanden Jonas Magnusson foran det flotte Kokkedal Slot (tv.).

Den forsvarende mester ved Willis Masters, Sebastian Söderberg, spillede sig ved torsdagens andenrunde af Willis Masters i Kokkedal Golfklub helt frem på andenpladsen. Samlet er Söderberg nu 10 under par, og han ånder sin blågule landsmand, Oscar Zetterwall, i nakken inden fredagens finalerunde.

– Jeg havde en kold putter på de første huller i dag, men på de sidste ni, fik jeg endelig noget til at rulle i. Jeg havde et par gode muligheder mere mod slutningen, men alt i alt er jeg godt tilfreds, og jeg glæder mig naturligvis til i morgen, forklarede Söderberg til ECCO Tour efter runden.

Foruden de stærke svenske profiler, så har en række danske navne lagt sig indenfor angrebsafstand ved Willis Masters. Bedste dansker er lidt overraskende Keen Bernberg fra Dragør Golfklub, som med en samlet score i ni under par, indtager fjerdepladsen kun tre slag efter Oscar Zetterwall inden finaledagen.

– Det var ikke så stabilt i dag, som det var i går. Jeg slutter desuden med en tre-putts bogey på sidste hul, så det var også lidt ærgerligt, sagde Bernberg i recording area efter runden.

Foruden Bernberg avancerede også Peter Vejgaard og Stephan Juul på andendagen af Willis Masters. Begge befinder sig på sjettepladsen inden finalen fredag, og mens Stephan Juul ligner en mand, man skal til at kigge lidt efter i næste sæson, så kan en sejr til Peter Vejgaard fredag give fornyet håb om en plads på European Challenge Tour fra næste sæson.

– Jeg har været lidt nede i et hul de sidste par måneder. Jeg har ikke ramt bolden, som jeg gerne ville, og på grund af det travle program, havde jeg ikke tid til at få rettet svinget til, forklarer Vejgaard.

– Så for et par uger siden tog jeg en beslutning om at holde nogle uger fri, for at få trænet igennem. Og jeg føler mig rigtigt sikker i mit spil igen, nu uddyber Peter Vejgaard.

– Jeg ser frem til i morgen. Det er altid sjovt at have sejren inden for rækkevidde på finaledagen, så nu håber jeg, at jeg kan fortsætte de gode takter, slutter den tidligere Holstebroprofil.

En stribe andre stærke danskere anført af Rasmus Hjelm, Nikolaj Nissen, Martin Ovesen og Daniel Løkke har ligeledes sejren inden for rækkevidde, så der er god grund til at tænde for LIVE ECCO TOUR TV fredag middag kl. 12.00.

Du finder stillingen af Willis Masters efter anden runde her.

 

Comments are closed.