Christian Gløét fører Willis Masters sammen med Oskar Henningsson og den lokale Kokkedal-spiller, Jesper Lerchedahl

Christian Gløét fører Willis Masters sammen med Oskar Henningsson og den lokale Kokkedal-spiller, Jesper Lerchedahl

Christian Gløét tager i denne uge fat på en professionel golfkarriere, og det gør han godt. En runde i seks-under-par sender ham til totalt syv-under ved Willis Masters på i Kokkedal Golfklub.

Dermed ligger han på førstepladsen sammen med Jesper Lerchedahl og Oskar Henningsson inden fredagens finalerunde. Et væld af danskere har vinderchancer i det komprimerede felt.

Dansker jagter sejr i sin debut som professionel
Christian Gløét fra Mølleåens Golf Klub kom flot rundt i 66 slag, seks-under-par. Samlet er Gløét dermed syv-under-par og på førstepladsen. I sin første turnering som professionel har han allerede en sejr inden for rækkevidde, og den mulighed glæder han sig til at forfølge fredag.

 – Det bliver spændende i morgen. Jeg skal bare fokusere på at spille fornuftigt og på samme måde, som jeg gjorde i dag, selvom det da er specielt, at man er med helt fremme, forklarede Gløét til ECCO Touren, inden snakken faldt på skiftet fra amatør til professionel.

 – Det er lidt et stort skridt. Der skal styr på en masse ting, for det er jo ikke bare at turne. Man skal finde sponsorer, og så skal der laves et koncept, som kan holde, siger Christian Gløét. Du kan se hele interviewet med Gløét nederst i artiklen eller på ECCO Tube her.

Sammen med Christian Gløét i syv-under-par og på den delte førsteplads ligger den lokale favorit, Jesper Lerchedahl. Lerchedahl, der går under navnet “Fuglen”, var undervejs i otte-under-par, men en ærgerlig bogey på dagens næstsidste hul, betyder, at han måtte “nøjes” med at dele føringen med Gløét og Henningsson.

“Kom til Kokkedal og bak os op”
 – Det bliver sjovt i morgen. Jeg håber, at en helt masse lokale vil finde vej til banen og heppe. Ikke bare på mig men også på de andre Kokkedal-spillere, der er med fremme. Vi kan næsten ikke ønske os en bedre oprejsning her i Kokkedal end en sejr, efter at vi tabte finalen i DM i weekenden, smiler “Fuglen”.

– Og så bliver det dejligt endelig at få lidt TV tid i morgen. Det plejer jo at være Jeff (læs: Jeff Winther), slutter Jesper Lerchedahl humoristisk. Der sendes LIVE fra afslutningen af Willis Masters på www.eccotour.org fra fredag kl. 12.30, og der opfordres til at følge med på Facebook løbende.

Den tidligere Europatour-vinder, Oskar Henningsson, stod for dagens bedste runde, da han rykkede fra par og helt frem på førstepladsen med en runde i syv-under-par.

På en delt fjerdeplads ligger blandt andre Knud Storgaard og svenske Richard Pettersson, der allerede har vundet to gange i 2013. Han har både en tredje sejr og en plads på Challenge Touren i 2014 at kæmpe for fredag.

Simon Gundorph, Martin Hansen og Christoffer Lange ligger i fem-under-par, mens Jeff Winther som nummer 16 i fire-under blot er tre slag fra førstepladsen.

TV fredag kl. 12.30
I alt er 40 spillere indenfor fem slag, og der er derfor lagt op til en spændende finale, hvor stort set alle der har klaret cuttet må siges at have en mulighed for enten sejr som minimum et topresultat.

Der sendes LIVE fra Willis Masters fra kl. 12.30 på www.eccotour.org og her på siden.

Du kan se stillingen i Willis Masters her.

 

Comments are closed.