Rasmus Hjelm har allerede sikret sig en plads ved Made in Denmark 2016.

Rasmus Hjelm har allerede sikret sig en plads ved Made in Denmark 2016.

Fra torsdag morgen dyster i alt 215 spillere ved Made in Denmark Qualifier på Skjoldenæsholm Golf Center. Og mens Rasmus Hjelm i feltet allerede er sikker på deltagelse ved Made in Denmark, så skal Mark Haastrup forsøge at slutte blandt de tre bedste, hvis gensynet med Himmerland Hill skal blive en realitet.

De 215 spillere i feltet har to muligheder for at kvalificere sig til Made in Denmark i denne uge:

  • 3 spillere fra Made in Denmark Qualifier i denne uge (Bedste dansker + de to bedste)
  • 3 professionelle fra Race to Himmerland (ECCO Tour ranglisten) efter denne uge. (Bedste dansker + de to bedste)

Rasmus Hjelm sikker på Made in Denmark hattrick via ECCO Tour ranglisten
Og mens alle spillere i feltet kan løbe med en plads fra denne uges Made in Denmark Qualifier, så er to af de tre pladser fra Race to Himmerland ECCO Tour Ranking allerede besat. Her kan nemlig hverken Rasmus Hjelm eller Oliver Lindell indhentes.

  • Det er dejligt at vide, at jeg allerede er klar til Made in Denmark for tredje gang. Det betyder, at jeg ikke føler noget pres for at slutte i top-3 i denne uge, og at jeg kan holde fokus på de mere langsigtede mål, fortæller Rasmus Hjelm, der dog godt kender drømmescenariet ved Made in Denmark Qualifier.
  • Jeg spiller for at vinde hver gang, og det gør jeg også i denne uge. En sejr her vil sende mig til omkring 35.000 euro på Nordic Golf League ranglisten, og det var præcis det beløb, jeg fra sæsonstarten havde som målsætning, da det bør være garanti for oprykning til Challenge Touren, slutter Rasmus Hjelm.

Se Race to Himmerland (ECCO Tour Ranking) her, hvorfra altså danske Rasmus Hjelm og den blot 17-årige finne, Oliver Lindell er sikre på en plads ved Made in Denmark 2016.

Mark Haastrup satser fuldt ud på comeback til Europa Touren, men på den korte bane håber han at kvalificere sig til Made in Denmark 2016.

Mark Haastrup satser fuldt ud på comeback til Europa Touren, men på den korte bane håber han at kvalificere sig til Made in Denmark 2016.

Mark Haastrup vil tilbage til Europa Touren – i første omgang Made in Denmark
Hjelm behøver således ikke bekymre sig om at slutte i top-3 i denne uge, men det gør en række andre interessante danske talenter. Heriblandt Mark Haastrup, der har haft en flot sæson indtil nu, og for alvor begynder at ligne den spiller, der i 2010 hele to gange sluttede i top-3 på European Tour.

– Jeg vil rigtigt gerne til Made in Denmark i år, det har været et sæsonmål lige fra starten, fortæller Mark Haastrup, der også har givet sig selv bedre forudsætninger end længe, for at det skal lykkes.

– Efter nogle år, hvor golfen er kommet i anden række, så har jeg nu igen muligheden for at give den fuld gas med træning og turneringer. Målet er helt klart at komme tilbage til Europa Touren, hvor jeg stadig synes, jeg har noget at bevise, og Made in Denmark i år kunne være et fint sted at starte, uddyber Haastrup, der via en øjeblikkelig tredjeplads på Nordic Golf League ranking ligger godt til i kampen om de fem Challenge Tour kort for næste sæson. Og selvom oprykning til Challenge Touren lyder godt, så håber sjællænderen, at han kan tage skridtet direkte videre til Europa Touren – allerede i år.

– Jeg træner jo for at blive bedre hver dag. Og det synes jeg, går den rigtige vej. Resultaterne i år har været gode, og jeg føler, at jeg niveaumæssigt er klar til Challenge Touren, selvom der fortsat er lang vej. Men jeg håber stadig, at jeg kan forbedre mig yderligere, så jeg kan tage på Tourskolen til november og sikre mig et Europa Tour kort, siger Haastrup.

En ekstra livline til enkelte spillere
Hvis en spiller både slutter i top-3 i denne uge og ligger i top-3 på ranglisten efter denne uge, vil han blive tilskrevet pladsen fra turneringen. Den overskydende plads vil gå til næste spiller på ECCO Tour ranking – Race to Himmerland. Det kan blandt andet komme danske Benjamin Poke til gode. Poke er lige nu på tredjepladsen på ranglisten, men da han i denne uge spiller Challenge Tour i Sverige, så må det forventes, at han falder ned som nummer fire eller fem på listen.

Gratis golf og masser af LIVE scoring
Made in Denmark Qualifier starter torsdag kl. 07.30 på Skjoldenæsholm Golf Center, og du kan følge med LIVE her.

Se startlisten til Made in Denmark Qualifier her.

Der er desuden gratis adgang hele ugen, så hvis du fortsat har sommerferie, så kan du lægge vejen forbi Skjoldenæsholm Golf Center og bakke de danske talenter op i kampen om Made in Denmark pladserne.

 

Comments are closed.