Rasmus Hjelm kan lørdag blive den tredje danske vinder på ECCO Touren i 2013

Rasmus Hjelm kan lørdag blive den tredje danske vinder på ECCO Touren i 2013

Når finalerunden ved Bravo Tours Open på Nivå Golf lørdag skal finde sin afgørelse, så er Rasmus Hjelm, Jesper Thuen og Jeff Winther bedste bud på en dansk vinder. Først skal svenskerne dog fanges.

Rasmus Hjelm var fredag tidlig i aktion, da han marcherede den velplejede bane rundt i 65 slag, seks-under-par. Samlet er Hjelm i 10-under-par og på en delt andenplads. En andenplads han deler med Alexander Jacobsson, Jonathan Åhgren, Jeff Winther og Jesper Thuen.

Helt i front i 12-under-par og altså to slag foran den giftige kvintet, ligger svenske Philip Eriksson og Daniel Andersson. Eriksson præsterede fredag hele seks birdies på stribe, og selvom det naturligvis blegner ved siden af gårdsdagens ni birdies på stribe af Lars Johansen, så var det en glad Philip Eriksson, der kom i klubhuset efter runden.

 – Jeg spillede godt i dag. Men jeg holede også et par chips og nogle lange putts, men det skal man nok gøre, hvis man skal lave så mange birdies, sagde Philip Eriksson til ECCO Touren efter runden.

Lørdagens finalerunde bliver en drabelig duel mellem Danmark og Sverige. Hjelm, Thuen, Winther og Lars Johansen, skal forsøge at følge i Lucas Bjerregaard og Morten Ørum Madsens fodspor og blive den tredje danske vinder på ECCO Touren i 2013.

En indirekte revanche
Hjelm får på indirekte vis mulighed for revanche mod Jonathan Åhgren, der sidste år slog Lucas Bjerregaard i omspil ved Willis Masters i Kokkedal. Her gik Rasmus Hjelm nemlig caddie for Lucas Bjerregaard på de afgørende omspilshuller.

Bravo Tours Open 2013 blev desuden første gang, at ECCO Touren i en slagspilsturnering ikke har en amatør videre til finalerunden.

Live golf fra Bravo Tours Open lørdag kl. 12.00
Husk at du kan se TV LIVE på www.eccotour.org fra lørdag kl. 12.00

Du kan finde stillingen i Bravo Tours Open her.

 

 

Tagged with:
 

Comments are closed.