Jesper Lerchedahl er blandt Jeff Winthers favoritter til en topplacering ved Willis Masters 2013

Jesper Lerchedahl er blandt Jeff Winthers favoritter til en topplacering ved Willis Masters 2013

ECCO Touren er i denne uge i Kokkedal, hvor Willis Masters løber af stablen onsdag morgen. Lokale spillere er traditionelt gode i Willis Masters, og hjemmebaneprofilerne Jeff Winther og Jesper Lerchedahl vil holde trofæet på Kokkedal-hænder.

Willis Masters og Kokkedal Golfklub har igen i år besøg af hele den nordiske golfelite. Sidste år tabte Lucas Bjerregaard i omspil til Jonathan Åhgren, og med svensk dominans på ECCO Touren i 2013, ligner det en svær opgave at fravriste de blå-gule naboer endnu en triumf. Flere danskere vil dog byde op til dans, og måske er et par af hjemmebanespillerne bedste bud på et dansk topresultat.

– Jeg glæder mig til at spille på hjemmebane. Det er fantastisk, at vi hvert år har vores turnering her i Kokkedal, og det giver virkeligt et boost til træning hele sæsonen igennem, forklarer Jesper Lerchedahl til ECCO Touren.

Kokkedal tabte søndag finalen ved DM for hold til Frederikssund, og selvom det ”kun” blev til sølv, så fik holdet bevist, at der er adskillige spillere i god form, og at man med rette kan forvente at se Kokkedal-profilerne fremme ved Willis Masters. Det bakkes op af årets Kokkedal-spiller indtil nu.

– Det er fedt, at vi skal spille hjemme. Jeg tror godt, at jeg kan garantere, at der vil være en Kokkedalspiller eller to, der i løbet af ugen nok skal kigge helt frem i stillingen. Hvis det oven i købet kunne være mig selv, ville det da være rart, forklarer Jeff Winther morsomt, før han fastslår, at succes’en kan komme fra flere steder.

– Spillere som Jesper Lerchedahl, Simon Gundorph og især Niklas Nørgaard Møller, som vandt her i 2011, er fantastiske spillere, der kan levere golf på så højt et niveau, at de kan blande sig i topstriden. Specielt på hjemmebanen her i Kokkedal, uddyber Winther, der inden denne uge indtager fjerdepladsen på Nordic Golf League. Du kan gense et fejlslagent interview med Jeff Winther og Jesper Lerchedahl fra 2012 nederst i artiklen. 

Foruden de lokale Kokkedalprofiler, så kan man forvente at spillere som Mark Haastrup, Anders Schmidt Hansen, Kasper Estrup og Rasmus Hjelm vil presse på for endnu et topresultat.

Nordic Golf Leagues store svenske profiler i indeværende sæson er også til start. Jesper Kennegård vil derfor endnu engang gå ind til en ECCO Tour som favorit, mens også Steven Jeppesen ser ud til at være på vej mod fordoms styrke.

Du finder live scoring og starttider til Willis Masters her.

Comments are closed.