Alessandro Tadini trak det længste strå ved ECCO Tour Championship – Hosted by Thomas Bjørn og Ejner Hessel, på en fantastisk solskinsdag på Stensballegaard Golf.

Der måtte dog ekstra huller til på før han besejrede James Busby på en dag, hvor Joachim B. Hansen ikke fik nok ud af ugens flotte spil. I stedet blev Anders Schmidt Hansen bedste dansker som nummer fem.

Tadini spillede sidste runde i 69 slag, tre-under-par, og det bragte ham frem på en delt førsteplads, da de 72 huller var færdigspillet. Dermed måtte han i omspil med James Busby, der til sin store ærgrelse sluttede med en bogey på 18. hul. Her havde en par givet ham sejren.

Igen på de første to omspilshuller havde Busby chancerne for at vinde, men hans putts truede aldrig rigtigt hullet. På tredje omspilshul missede Busby greenen i højre side, og da han ikke formåede at komme ind og i, kunne Alessandre Tadini glæde sig over sin fjerde sejr på Challengetouren og et stort avancement på Challenge Tour ranking. Trofæet og checken blev naturligvis overrakt af Thomas Bjørn.

Joachim B. Hansen havde en hård dag på kontoret, hvor ikke meget ville lykkes. Alligvel var han blot tre slag fra førstepladsen, men desværre rakte det blot til en 14. plads. I stedet var der ild i den lokale Anders Schmidt Hansen. Juelsminde-knægten kom rundt i 66 slag, hvilket til slut rakte til en flot femteplads.

Morten Ørum Madsen sluttede med en flot birdie på sidste hul for en runde i 67 slag, og det betød en 14. plads og en udmærket check til det samlede Challenge Tour regnskab.

Kristoffer Broberg, der startede dagen på andenpladsen sammen med Joachim B. Hansen formåede ikke at fuldføre sit utrolige nordiske hattrick. Efter sejre i Finland og Norge på Challengetouren blev han i Danmark henvist til tredjepladsen, blot et enkelt slag fra et omspil, der kunne have sendt ham på Europatouren med debut i næste uge i Skotland.

Efter en fantastisk uge på Stensballegaard Golf er Danmarks største golfturnering slut. Det blev ikke til dansk sejr, men helhedsindtrykket om en fantastisk golfoplevelse under fantastiske forhold står tilbage. Du kan finde billedgallerier og video fra ECCO Tour Championship – Hosted by Thomas Bjørn og Ejner Hessel på eccotour.org, hvis du ikke selv kunne være tilstede ved finalen.

Du kan desuden også i løbet af søndagen gense hele afslutningen, hvor der var besøg i studiet af Anders Schmidt Hansen, Lucas Bjerregaard, Thomas Søby, Morten Ørum Madsen, Flemming Astrup, Jesper Thuen og mange flere. Desuden kan du se eksklusive interviews med både Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen.

Comments are closed.