Når solen og La Manga Club byder velkommen til ECCO Tour Winter Series 2014, er præmiesummen hævet til imponerende 110.000 euro for de to turneringer

Når solen og La Manga Club byder velkommen til ECCO Tour Winter Series 2014, er præmiesummen hævet til imponerende 110.000 euro for de to turneringer

Gennem december vil ECCO Touren åbne en låge  i ECCO Tour kalenderen hver dag.

Via ECCO Tour Julekalenderen, vil vi løfte sløret over samtlige turneringer på ECCO Tour kalenderen 2014, og tilmed løbende inkludere en række spændende overraskelser og konkurrencer. Derfor håber vi, at du vil læse med hver dag.

Låge nr. 1 – ECCO Tour 2014 begynder vanen tro på La Manga Club, som i 2014 bliver større og vigtigere end nogensinde før. Med 825.000 kroner i præmiesum fordelt over årets første turneringer, La Manga Club Championship (375.000 kroner) og Mediter Real Estate Masters (450.000 kroner) vil en god start på ECCO Tour Winter Series lægge en solid bund i kampen om sæsonens fem Challenge Tour kort og de mange adgangsgivende pladser til European Tour, Made in Denmark i august.

Winter Series består af to turneringer på La Manga Club. Den første turnering bærer for første gang nogensinde navnet, La Manga Club Championship, og det er en konsekvens af et udvidet samarbejde med det populære resort.

– La Manga Club har været en fantastisk samarbejdspartner for os gennem de sidste fem år. Selvom de har besøg af stribevis af store fodboldklubber i løbet af vinteren og foråret, kan vi alligevel mærke, at de prioriterer ECCO Touren højt. De bruger en masse resurser på at gøre banerne og træningsfaciliteter klar til os i marts, og nu har de også været direkte medvirkende til, at vi i år har skruet gevaldigt op for præmiesummen, forklarer ECCO Tour ejer, Flemming Astrup, der tydeligt mærker effekten af den forhøjede præmiesum.

Kamp om pladserne på Winter Series
– Interessen for Winter Series i år er imponerende. Som det ser ud nu, så bliver det med fuldt felt, vi indleder La Manga Club Championship, og det tror jeg ikke, at vi har prøvet før. Det glæder både vi og La Manga Club os over, og det er jo altid rart, når initiativer bliver taget vel i mod, uddyber Astrup.

Ved ECCO Tour 2013 var der deltagelse af en stribe Europa Tour spillere og tidligere Europa Tour vindere. Navne som Morten Ørum Madsen, Jeppe Huldahl, JB. Hansen, Lucas Bjerregaard og flere svenske europatourspillere var i feltet, og det forventes, at de kendte navne også i år vil finde vej til La Manga Club og La Manga Club Championship fra den 18. marts.

La Manga Club ligger ved  Murcia og ikke langt fra Alicante. La Manga Club er et imponerende resort, som eftersigende strækker sig over flere kvadratmeter end Monaco, og har op imod 25.000 sengepladser fordelt over hoteller og små ”villages”. Her er tennisbaner, squashbaner, fodboldbaner, Spa og Wellness, swimmingpools, et utal af restauranter og et par fantastiske golfbaner. Derfor er La Manga Club en fantastisk samarbejdspartner for ECCO Touren, og alle parter glæder sig til Winter Series fra 18. – 28. marts 2014.

Hver dag udlodder ECCO Tour et dusin Srixon Z Star bolde i en konkurrence på Facebook. Du finder dagens konkurrence her.

La Manga Club Championship begynder 21. marts, og ligesom resten af ECCO Tour Winter Series, så er der plads til 132 spillere i feltet.

Læs mere om Winter Series her.

 

 

Comments are closed.