Daniel Løkke vinder Bravo Tours Open by Visit Tønder 2015 med fem slag til Christopher Feldborg-Nielsen

Daniel Løkke vinder Bravo Tours Open by Visit Tønder 2015 med fem slag til Christopher Feldborg-Nielsen

Daniel Løkke vandt fredag sin første ECCO Tour, da han i suveræn stil cruisede sejren hjem ved Bravo Tours Open by Visit Tønder.

Christopher Feldborg-Nielsen blev nummer to, mens Nikolai Høgh spillede sig frem som nummer tre. Jeff Winther og Peter Vejgaard delte femtepladsen.

Løkke tog en føring på imponerende syv slag med sig til dagens finalerunde, og uden nogen slinger i valsen, satte han golfspillet på cruise control. Ingen spillere kom på noget tidspunkt tættere på en fem slag, og med en runde i 73 slag og en samlet score i syv under par, kunne Løkke glæde sig over et af karrierens absolutte højdepunkter.

– Jeg spillede stabilt i dag. Jeg vidste, at hvis jeg kunne holde mig omkring par for dagen, så ville jeg blive svær at hente. Derfor var strategien også, at jeg skulle undgå fejl, og så tage de birdies, der måtte falde i, fortalte Daniel Løkke efter runden.

– Der var et par nøgleslag derude. Jeg holer især et rigtigt godt par-putt på syvende hul, hvor Björn (red. Björn Hellgren) kunne være kommet indenfor fem slag, så det var vigtigt, forklarede 26-årige Løkke.

– Men jeg spillede rigtigt godt, og havde min putter været lige så varm som i går, så kunne jeg sagtens være gået nogle stykker under par igen i dag, uddybede Løkke med henvisning til gårdsdagens 63er, ni under par.

Med sejren kravler Løkke frem på både Race to Himmerland ranking, hvor der er pladser ved Made in Denmark på højkant, mens han også på GolfBox Nordic Golf League Ranking spillede sig ind i kampen om de fem Challenge Tour kort til næste sæson.

– Det var vigtigt med en sejr. Jeg har været tæt på nogle gange nu, og det giver en masse selvtillid at vinde på den måde, som jeg gjorde i dag. Nu skal jeg arbejde videre, og så tror jeg på, at det kan blive en god sæson, slutter den sympatiske vestjyde.

Selvom Daniel Løkke under fredagens runde påny viste god golf og holdt tungen lige i munden, så vil turneringssejren nok blive husket for den fantomrunde, som Løkke gik i svære betingelser torsdag formiddag. 63 slag, ni under par og en ny og suveræn banerekord til Løkke, vil blive en svær én at slå på Rømø Golf Links i fremtiden.

Flotte danske placeringer
Mens Daniel Løkke i samlet syv slag under par, løb med alt opmærksomheden, så sluttede Christopher Feldborg-Nielsen på andenpladsen som eneste anden spiller under par.

Nikolai Høgh satte dagens bedste runde i banken i 68 slag, fire under par. Dermed kravlede han frem som nummer tre i turneringen, og sikrede sig karrierens bedste ECCO Tour resultat.

Jeff Winther og Peter Vejgaard sluttede på en delt femteplads, og det betød værdifulde point til GolfBox NGL Ranking for sidstnævnte Vejgaard.

– En femteplads er ikke så dårligt. Jeg lavede et par ærgerlige fejl tidligt på runden i dag, men ellers var jeg faktisk rigtigt godt kørende. Så jeg skal bare holde snuden i sporet og fortsætte mit arbejde, rundede Vejgaard af.

Og med femtepladsen ligger Vejgaard på en samlet andenplads på netop GolfBox NGL Ranking, hvor top 5 efter sæsonen kvalificerer sig til Challenge Touren 2015. På samme rangliste kravler Daniel Løkke med dagens sejr frem som nummer 10.

Du finder resultatet af Bravo Tours Open by Visit Tønder her.

Du finder stillingen på GolfBox Nordic Golf League Ranking her.

Du finder stillingen på Race to Himmerland her.

 

Comments are closed.