Med dagens bedste runde i fem-under-par buldrede Lucas Bjerregaard i front for Willis Masters. Han tager en føring på to slag med til finalerunden, hvor nærmeste forfølger er Knud Storgaard i samlet fire-under-par. Se interview med Lucas Bjerregaard.

En stille start på anden runde blev fulgt op af en flot stime af birdies mod slutningen og dermed rykkede Lucas Bjerregaard helt til tops inden finalen fredag. Bjerregaard har efter de to første runder været godt tilfreds med spillet, men i sær i dag, var det rigtigt godt.

– Jeg spiller faktisk rigtigt godt i dag. Jeg får ikke så meget ud af det på de første 11 huller, men så begynder jeg at hole nogle lidt lange putts, forklarede Bjerregaard efter runden og afslørede, at en sejr på ECCO Touren er det eneste, han føler, han mangler i år. Du kan se hele interviewet med Lucas Bjerregaard nederst i artiklen, hvor han fortæller om, hvordan han bevarer motivationen, når man har nået årets målsætning.

Knud Storgaard ser ud til at være manden, der skal forsøge at spolere den totale triumf for Lucas Bjerregaard. Den bund-rutinerede tidligere Europatour-spiller er samlet i fire-under-par efter to runder med masser af godt spil.

Efter Storgaard følger blandt andre Jeff Winther i to-under-par. Winther slås for vigtige point til Nordic League Ranking og en god runde fredag kan sende ham et stort skridt i den rigtige retning mod Challenge Tour 2013.

Du kan følge Lucas Bjerregaard, Knud Storgaard og Jeff Winthers forskellige kampe i kampen fredag kl. 13.00 her på siden, hvor der streames LIVE. Flere interessante profiler kommer i studiet, hvor Europatour-caddie, Thomas Søby, gæster Brian Vester som medkommentator.

Tagged with:
 

Comments are closed.