Danske Oliver Percy-Smith sikrer sig her adgang til Final Stage, mens Gustav Åkesson, Stephan Juul og Jesper Nordberg kigger på. Viktor Kratz blev Sorteper i omspillet

Danske Oliver Percy-Smith sikrer sig her adgang til Final Stage, mens Gustav Åkesson, Stephan Juul og Jesper Nordberg kigger på. Viktor Kratz blev Sorteper i omspillet

Tirsdag skulle Nordic Golf League Q-School Stage 1 Denmark finde de sidste 21 spillere til Final Stage. Det blev en god dansk dag, og i alt 11 danskere avancerede til Final Stage. De sidste to måtte dog hive pladserne hjem via et omspilshul, de sent vil glemme.

Normalt udspiller dramaet i en golfturnering sig i toppen af leaderboardet, men ved dagens NGL Q-School på Skjoldensæholm Golf Center, var det langt fra tilfældet. I alt skulle 21 spillere slutte sig til de 80 spillere, der allerede er klar ved årets NGL Final Stage, der begynder torsdag.

Anton Bergström vandt kvalifikationen efter runder i 74 og 70, og en samlet score i par. Under de vanvittige svære betingelser på Trent Jones Jr. banen, må det siges at være en ganske imponerende score.

På andenpladsen i to over par, sluttede på fornem vis danske Jesper Gunder Larsen fra Brønderslev, mens Felix Fihn blev nummer tre i tre over par. Dagens bedste runde stod der Morten Lykkegaard på, da han ligesom Anton Bergström kradsede sit navn på en 70er (-2).

Et mærkværdigt omspil
Mens der ikke var spænding i toppen af leaderboardet, så var der det til gengæld, da i alt fem spillere i samlet 11 over par skulle i omspil om fire pladser ved NGL Q-School Final Stage, der begynder torsdag.

Viktor Hansson trøster her sin holdkammerat, Viktor Kratz, efter en kold og våd Kratz brugte ni slag på første omspilshul

Viktor Hansson trøster her sin holdkammerat, Viktor Kratz, efter en kold og våd Kratz brugte ni slag på første omspilshul

Netop som Stephan Juul, Oliver Percy-Smith, Gustav Åkesson, Viktor Kratz og Jesper Nordborg skulle i omspil, begyndte regnen at vælte ned over Skjoldenæsholm Golf Center. Tilsat de 15 sekundmeters blæst der dagen igennem besværliggjorde det for feltet, var der derfor lagt op til et dramatisk omspil. Og sådan blev det også.

Efter en halv times drama på første omspilshul (hul 18), hvor kaos var en reel mulighed, stod de fem spillere således noteret for henholdsvis bogey, bogey, dobbelt bogey, dobbelt bogey og en fire-dobbelt bogey.

Sorteper i spillet blev svenske Viktor Kratz, der altså måtte bruge hele ni slag på omspilshullet, og mens himlen trak sig mere og mere sammen, var det også tilfældet for den ærgerlige svenskers mundvige.

Mens stakkels Viktor Kratz således præcis misser en plads ved årets NGL Q-School Final Stage og dermed en kategori på Nordic Golf League i 2015, så var danske Stephan Juul lettet efter en hård kvalifikation og et efterfølgende dramatisk omspil.

 – Pyha det var tæt. Sikke et vejr. Det var et meget specielt omspil, hvor vi alle sammen kæmpede og skulle forsøge at undgå fejl. En bold out of bounds og to i vandet er vist ikke helt normalt for et omspil, grinede Juul efter runden.

Stephan Juul (th.) sammen med caddie Nicolai Ladefoged under omspillet. Også Nicolai Ladefoged er klar til Final Stage.

Stephan Juul (th.) sammen med caddie Nicolai Ladefoged under omspillet. Også Nicolai Ladefoged er klar til Final Stage.

 – Det var så svært til sidst, at jeg faktisk overvejede bevidst at chippe min bold i søen på hul 18, fordi jeg så skulle droppe op og ville kunne to-putte derfra for en 7’er, uddybede Juul om det særprægede omspil.

De stakkels unge mennesker
I alt deltog 79 spillere ved kvalifikationen på Skjoldenæsholm Golf Center, og det blev en barsk oplevelse for det kuld, der skulle forsøge at sikre sig en plads på ECCO Tour og Nordic Golf League i 2015. Hård blæst betød, at scores blev tårnhøje, og at hele 11 over par altså var nok til at kvalificere sig til Final Stage. 

Men med flere kendte ECCO Tour navne udenfor de adgangsgivende 21 pladser, så skal de høje scores ikke tolkes som et svaghedstegn blandt det nye kuld.

Blandt andre måtte Daniel Slott Mogensen (+17), Niklas Nørgaard Møller (+18), Mads Kristensen (+18), Martin Amtkjær (+20), Lasse Sonne Nielsen (+20) og Nicolaj Norman Hansen (+21) tage afsked med NGL Q-School efter første afdeling.

Du finder resultatet for NGL Q-School Stage 1 Denmark her, hvor altså de 21 bedste spillere gik videre til Final Stage, der begynder torsdag på Skjoldenæsholm Golf Center.

 

Comments are closed.