Nicolai Kristensen kan lørdag vinde sin anden ECCO Tour på stribe, når han skal i førerbolden ved Ejner Hessel Championship by Mercedes-Benz

Nicolai Kristensen kan lørdag vinde sin anden ECCO Tour på stribe, når han skal i førerbolden ved Ejner Hessel Championship by Mercedes-Benz

Danske Nicolai Kristensen spillede fredag anden runde af Ejner Hessel Championship by Mercedes-Benz på Skjoldenæsholm Golf Center i tre under par. Dermed tog amatørstjernen sin score til syv under par, og det er nok til at føre med to slag inden lørdagens finalerunde.

Nicolai Kristensen vandt for tre uger siden ACTONA Championship i fornem stil, og lørdag kan han for anden ECCO Tour turnering i træk sætte hele den professionelle elite til vægs.

Nicolai “Knist” Kristensen fører således Ejner Hessel Championship by Mercedes-Benz i syv under par og skal lørdag i førerbold med Steven Jeppesen (fem under par) og Mattias Eliasson (tre under par).

– Jeg spillede stabilt igen i dag. Jeg udnytter mine chancer derude, og jeg glæder mig helt vildt til i morgen, fortæller Nicolai Kristensen efter runden til ECCO Tour.

Nicolai Kristensen marcherer mod endnu en ECCO Tour sejr.

Nicolai Kristensen marcherer mod endnu en ECCO Tour sejr.

– Sejren i Holstebro for nogle uger siden kan få stor betydning i morgen. Nu har jeg bevist overfor mig selv, at jeg kan gøre det færdigt. Og selvom jeg i morgen skal “forsvare” en føring, hvor jeg i Holstebro skulle indhente og overhale de førende, så skal jeg også huske at være aggressiv i morgen, slutter landsholdsspilleren, der lørdag kan spille sig helt op i toppen af ECCO Tour ranglisten, selvom turneringen kun er hans tredje i denne sæson.

European Tour rutine i førerbolden
Svenske Steven Jeppesen med de danske forældre og den store European Tour erfaring er på andenpladsen og to slag efter Kristensen i fem under par. Og det på trods af, at spillet ikke har siddet lige i skabet.

– Jeg er overrasket over, at jeg er i den her position. Det er sjældent, man er med fremme uden at ramme bolden ordentligt, griner Jeppesen.

– Til gengæld er mine dårlige slag blevet langt bedre, så jeg holder mig ude af de store problemer, og så har jeg været skarp omkring green, fortsætter Jeppesen, der ser frem til førerbolden lørdag.

– Det bliver sjovt. Nicolai er åbenbart rigtigt godt spillende, og Mattias Eliasson er min gode ven, så det bliver en både hyggelig og spændende dag. Jeg håber, at der kommer en masse tilskuere og kigger, slutter Jeppesen.

Og som afsløret ovenfor, så er den mangeårige European Tour spiller, Mattias Eliasson, tredje- og sidste hjul i førerbolden. Eliasson er i samlet tre under par, og skal forsøge at hente fire slag på Danmarks nye golfkomet, Nicolai Kristensen.

Sammen med Eliasson på den delte tredjeplads i tre under par ligger Aalborg-profilen, Kasper Estrup. Estrup var rundt i dagens bedste runde, 68 slag.

Ligeledes i tre under par ligger Jesper Billing, mens blandt andre Mads Søgaard og Anders Schmidt Hansen deler niendepladsen i en under par. Jacob Glennemo, der på både GolfBox Nordic Golf League Ranking og Race to Himmerland (ECCO Tour Ranking) kæmper med netop Billing og Jeppesen, ligger i en over par på 15. pladsen, og skal forsøge at lukke hullet til sine landsmænd lørdag.

Steen Tinning gik en fin runde i par, og er placeret som nummer 18 i samlet to over par. En placering han deler med blandt andre Oliver Nyholm.

LIVE TV lørdag kl. 12.30
Der sendes lørdag LIVE TV fra afslutningen, og du kan kigge med fra kl. 12.30 på www.eccotour.org og se om Danmarks nye golfstjerne, Nicolai Kristensen, kan holde de professionelle stjerner bag sig.

Du finder stillingen ved Ejner Hessel Championship by Mercedes-Benz her.

Hvis du ikke kan vente, så kan du se eller gense Nicolai Kristensens imponerende sejr ved ACTONA Championship her.

 

Comments are closed.