Nicolai Tinning fører FREJA Final 4Four efter sejren i Danæg PGA Championship på Skjoldenæsholm Golf Center.
Nicolai Tinning fører FREJA Final 4Four efter sejren i Danæg PGA Championship på Skjoldenæsholm Golf Center.

Efter en sæson uden de store resultatmæssige højdepunkter for Nicolai Tinning, så fik han lørdag spillet lidt ekstra liv ind i afslutningen på ECCO Tour og Nordic Golf League 2015. Sejren i Danæg PGA Championship kunne næppe være kommet på et sjovere tidspunkt.

Danæg PGA Championship på Skjoldenæsholm Golf Center var nemlig første afdeling af ECCO Tour og Nordic Golf Leagues finaleserie, FREJA Final 4Four. Tanken bag finaleserien var netop at give spillere – som ikke har slået til tidligere i sæsonen – en ekstra mulighed for at vinde noget stort mod slutningen. Og med sejren til Nicolai Tinning viser konceptet sig fra sin tilsigtede side.

– Det er en spændende start på FREJA Final 4Four for mig. Sejren kommer på et rigtigt sjovt tidspunkt, og selvom jeg glæder mig til at komme til Østrig og spille European Tour Q-School i denne uge, så ærgrer det mig næsten lidt, at jeg nu misser en turnering i FREJA Final 4Four, hvor jeg jo ligger nummer et, fortæller Tinning.

– At jeg ligger nummer et i FREJA Final 4Four er så fedt. Jeg har så meget at spille for igen nu. Inden Danæg PGA Championship på Skjoldenæsholm, så det ud til, at det var årets sidste ECCO Tour turnering for mig. Det så i stedet ud til, at jeg skulle spille ECCO Tour kvalifikation til næste år, men alt det er totalt ændret nu, uddyber Tinning.

– Nu skal jeg i stedet spille ECCO Tour finalen, Race to Himmerland, om halvanden uge, og så må vi se, om jeg er i top-36, så jeg også skal til Ljunghusen til Nordic Golf League finalen, forklarer Tinning, der håber, at han kan snuppe det 97.500 kroner dyre ur, der er til vinderen af FREJA Final 4Four.

Nicolai Tinning jagter det dyre Maurice Lacroix ur, der er til vinderen af FREJA Final 4Four.
Nicolai Tinning jagter det dyre Maurice Lacroix ur, der er til vinderen af FREJA Final 4Four.

– Jeg vil gøre mit bedste for at vinde FREJA Final 4Four. Det er en rigtig stor præmie at kunne vinde, og når man ikke kan nå at snuppe en af de fem oprykningspladser til Challenge Touren, så giver Maurice Lacroix uret mig en helt masse at spille for. Det bliver en fantastisk afslutning på 2015, smiler Tinning.

Nicolai Tinning er med sejren i Danæg PGA Championship foruden at ligge nummer et i FREJA Final 4Four oppe som nummer 31 på GolfBox Nordic Golf League Ranking. I denne uge spiller de 108 bedste i Sverige (her er Tinning ikke med), og efter det barberes feltet ned til 72 spillere ved Race to Himmerland. Slutteligt går blot 36 spillere videre fra Race to Himmerland til finalen på Ljunghusen i Sverige.

Skal Nicolai Tinning vinde FREJA Final 4Four, så er det vigtigt, at han præsterer godt ved Race to Himmerland, så han er blandt de 36 spillere, der på Ljunghusen dyster i årets sidste Nordic Golf League og FREJA Final 4Four turnering.

Med sejren i Danæg PGA Championship spillede Nicolai Tinning sig desuden ind som nummer 947 på verdensranglisten.