Der var fredag stort deja vu for Fredrik Gustavsson. For blot to uger siden førte han Bravo Tours Open på Nivå Golf efter en første runde i syv under par, 64 slag.

Der var fredag stort deja vu for Fredrik Gustavsson. For blot to uger siden førte han Bravo Tours Open på Nivå Golf efter en første runde i syv under par, 64 slag.

Det er blå-gult i toppen af stillingen ved ECCO Tour, Landskrona Masters 2014.

Svenske Fredrik Gustavsson fører efter en runde i syv under par, mens Søren Schulze Pettersson er bedste dansker på en delt fjerdeplads.

Der er hele 24 svenskere blandt de 28 bedste i traditionsturneringen, Landskrona Masters. Bedst af alle var Fredrik Gustavsson, der med sin runde i 64 slag, syv under par, fører med et enkelt slag til Petter Bocian og Mattias Bohlin. 

Fredrik Gustavsson fortsætter dermed sin flotte sæson, og det synes kun at være et spørgsmål om tid, inden han med en sejr for alvor slår sit navn fast på den nordiske golfscene.

Mens den svenske dominans fredag nåede nye højder, så formåede Søren Schulze Pettersson at “bounce” tilbage efter en hård start på sæsonen. Frederikssund-spilleren nåede banen rundt i fem under par, 66 slag, og er dermed bedste dansker i feltet på en delt fjerdeplads.

Foruden Søren Schulze Pettersson, så forsvares den danske ære efter første runde af Daniel Løkke, Christoffer Lange og Oliver Nyholm i tre under par på en delt 12. plads.

Rasmus Hjelm, der med en sejr kan tilspille sig en plads ved European Tour, Nordea Masters i næste uge, kom banen rundt i to under par, og således lever drømmen fortsat.

Værre gik det for Lars Johansen, som med en sejr ligeledes kan se frem til et møde med Thomas Bjørn, Henrik Stenson og de øvrige European Tour stjerner i næste uge. Efter en glimrende start, gik det helt galt for Greve-spilleren, der på banens 17. hul måtte inkassere en sjælden 10’er. Samlet stod der 76 på scorekortet, da der blev skrevet under, og dermed synes en topplacering ude af syne for Lars Johansen i denne uge.

Landskrona Masters fortsætter lørdag morgen. Du finder stillingen her.

 

Comments are closed.