CH InterfrugtCH Interfrugt har indgået et samarbejde med ECCO Touren, der sikrer en sund udvikling af den danske golf tour i 2014.

CH Interfrugt sælger og leverer frugt, grønt og ferskvarer til hoteller, restauranter, caféer og catering til virksomheder. Virksomheden residerer i Slagelse, men leverer til hele landet alle ugens hverdage. CH Interfrugt beskæftiger i øjeblikket 50 medarbejdere, og heriblandt flere inkarnerede golfspillere.

Muligheden for at kunne aktivere sit sponsorat på en sund og aktiv måde, kombineret med udviklingen i ECCO Touren og dansk golf, gjorde udslaget for det vidtspændende service-firma.

– Vi har valgt at engagere os i ECCO Touren, da vi mener, at det giver rigtig god mening at profilere sig via en sportsgren, der er i vækst og en tour som har utroligt mange dygtige talenter. Vi vil gerne være en del af det sponsorarbejde, der kan sikre en fortsat positiv udvikling af golfsporten i Danmark, forklarer Stefan Jespersen, der er markedsdirektør og partner i CH Interfrugt.

– Vi håber med vores sponsorat desuden at få opbygget et godt netværk med de øvrige sponsorer, samt ikke mindst få nogle gode oplevelser i selskab med kunder og forretningsforbindelser, rundt på nogle af Danmarks bedste golfbaner.

– Der er rigtig mange medarbejdere i restaurationsbranchen, der spiller golf, da det er en sport, som er nem at kombinere med de mange skæve arbejdstider i branchen, fortsætter Stefan Jespersen.

Forud for denne sæson var CH Interfrugts kendskab til ECCO Touren begrænset, men den generelle interesse for sporten både som spiller og ”følger”, betød, at tanken ikke var fjern, da muligheden bød sig.

– Vi har selvfølgelig kendt lidt til ECCO Touren i forvejen, da vi selv er golfspillere. Derfor har vi en naturlig interesse for, hvad der rør sig i sporten. Da vi på Ferie og Fritid messen i Bella Center således var så heldige at komme i snak med en ansat fra ECCO Touren, gik det ganske hurtigt og smertefrit, uddyber Stefan Jespersen, der på egne vegne også glæder sig lidt ekstra til 2014-sæsonen.

– Jeg glæder mig især til at få lov at deltage i et par Pro-Ams og gå en runde golf med nogle af Danmarks bedst golfspillere.

– Jeg synes faktisk, det er imponerende, at vi i et lille land som Danmark er i stand til at have en fuld professionel tour. Endda med højt niveau både spillemæssigt og i forhold til præmiesum og setup. Det betyder, at de unge golftalenter kan udvikle sig, og det har jeg det rigtigt godt med, at vi nu er med til at bakke op omkring, slutter markedsdirektør og partner hos CH Interfrugt, Stefan Jespersen.

Velkommen til CH Interfrugt.

Du kan finde mere om CH Interfrugt her.

Tagged with:
 

Comments are closed.