Tobias Rosendahl fører Mørk Masters efter første runde, og håber, at sæsonen nu for alvor er skudt i gang.

Tobias Rosendahl fører Mørk Masters efter første runde, og håber, at sæsonen nu for alvor er skudt i gang.

Patrick O’Neill og Anders Schmidt Hansen indledte ECCO Touren med en flot runde, og deler andenpladsen ved Mørk Masters i fem-under-par. Forrest ligger Tobias Rosendahl i seks-under-par, mens Jeff Winther, Alexander Jacobsson og flere af forhåndsfavoritterne også holder sig til.

Der var lagt i kakkelovnen til en decideret birdiefest i Mørk Golfklubb, da de 128 spillere onsdag morgen tog hul på Mørk Masters på ECCO Touren. Der blevet lavet mange birdies og eagles, men ingen spillere formåede dog for alvor at sætte ild til den hyggelige skovbane syd for Oslo. Bedst var Tobias Rosendahl fra Sverige, som kom rundt i seks-under-par og fører med et enkelt slag til hele fem spillere.

Rosendahl håber på en Indian Golf-Summer
I 2012 sluttede Tobias Rosendahl rigtigt stærkt og var ganske tæt på at kvalificere sig til Challenge Touren. Det var af mange forventet, at han i år ville blande sig i topstriden på Nordic Golf League, men profilen fra Bokskogens Golfklubb har haft en skuffende sæson indtil videre.

– Jeg er godt tilfreds. Det har været en skidt sæson, men jeg er begyndt at spille bedre nu og især komme meget bedre fra tee, forklarede Tobias Rosendahl efter runden. 

–  Jeg håber at lave nogle gode resultater nu i de kommende uger, så jeg kan komme med til finalerne på henholdsvis ECCO Tour og Nordea Tour. Hvis jeg for alvor får gang i spillet, spiller jeg også Tourskolen, men hvis jeg ikke er bedre, end jeg var i for eksempel maj og juni, så er der ingen grund til det, forklarer Rosendahl realistisk.

Golf er nemmest i første runde
Efter Tobias Rosendahl følger blandt andre Patrick O’Neill og Anders Schmidt Hansen, der, som i sidste uge, er helt fremme efter første runde. Førstnævnte O’Neill håber nu at kunne profittere af den gode start.

Patrick O'Neill deler andenpladsen ved Mørk Masters på ECCO Touren efter en førsterunde i fem-under-par.

Patrick O’Neill deler andenpladsen ved Mørk Masters på ECCO Touren efter en førsterunde i fem-under-par.

– Det er åbenbart nemmest i første runde i øjeblikket, griner O’Neill, der har haft svært ved at holde sig fremme i turneringerne, selvom han ofte har fået en god start i 2013. Planen er dog klar.

– Jeg skal være meget tålmodig de næste dage. I stedet for at blive irriteret over, at man laver pars en masse steder, hvor man føler, at man skulle have lavet birdie, så skal jeg holde fokus på, at birdien i stedet kommer på næste hul eller næste hul igen, uddyber Frederikssund-spilleren, der dog også fastslår, at man skal mange under par, for at holde sig fremme.

Rutschebanetur for favoritterne
Mens O’Neill og Anders Schmidt Hansen kun er et enkelt slag efter duksen, Rosendahl, så har forhåndsfavoritterne lidt mere arbejde forude, hvis de skal hive vinderchecken med hjem. Steven Jeppesen vendte en dårlig start (tre-over efter fire huller) til en runde i tre-under-par som nummer 11, mens Jeff Winther ligger i to-under-par på en delt 23. plads.

Winther var fire-over-par på dagens første ni huller, og lignede en mand, der havde udspillet sin rolle ved Mørk Masters og mest af alt drømte sig hjem til København. Seks-under-par på de sidste ni huller vendte dog skuden og humøret 180 grader og betyder, at Kokkedal-profilen stadig har både topresultat og sæsonens anden ECCO Tour sejr indenfor rækkevidde.

– Jeg blev lidt sur derude i dag, og det kostede nogle slag, forklarer Jeff Winther i klubhuset efter runden.

Temperamentet løb af med Jeff Winther, der dog fik næsen i sporet på de sidste ni huller, og kan fortsat vinde Mørk Masters

Temperamentet løb af med Jeff Winther, der dog fik næsen i sporet på de sidste ni huller, og kan fortsat vinde Mørk Masters

– Jeg er glad for min afslutning, men ærgerlig over, at jeg kørte mig selv lidt ned på de første ni huller, hvor jeg vist også fik raget et par bøder til mig, angrer Winther, der inden denne uge er bedst-placerede dansker på Golfbox Nordic Golf League Ranking, hvor han ligger nummer otte. I vanlig stil blev det også til en afsluttende humoristisk kommentar fra Winther.

– Det er min første bøde på ECCO Touren nogensinde, og det viser jo, at jeg normalt ikke bliver sur på banen og altid opfører mig eksemplarisk, slutter Winther.

Det er tæt i toppen efter første på en dag, hvor ingen fik åbnet et hul til resten af feltet. Flere danskere er med fremme, og du kan finde din favorit på leaderboardet her.

 
 

Comments are closed.