Benjamin Poke vandt mandag sin første ECCO Tour sejr, da han i omspil slog Christian Skjøth ved Jyske Bank Invitational
Benjamin Poke vandt mandag sin første ECCO Tour sejr, da han i omspil slog Christian Skjøth ved Jyske Bank Invitational

Benjamin Poke fra Furesø Golfklub viste høj klasse, da han mandag vandt Jyske Bank Invitational i Silkeborg. ECCO Tour turneringen havde ellers besøg af blandt andre Morten Ørum Madsen og Lucas Bjerregaard, men begge var mange slag efter Poke, der slog sin klubkammerat Christian Skjøth i omspil.

Sejren blev grundlagt på mandagens første 18 huller, hvor Poke imponerede med en runde i 65 slag, syv under par. På eftermiddagens runde måtte Poke se sig indhentet af sin gode ven og klubkammerat, Christian Skjøth, der begge sluttede i en totalscore på otte under par. Der skulle således omspil til.

Marginalerne med Poke i omspillet
På andet omspilshul var marginalerne med Benjamin Poke. Hans slag ind til green var en anelse for langt, men da retningen var perfekt, ramte bolden den vindblæste flagdug og drattede ned ved siden af hullet. Birdie og sejr til Poke og en næsten lige så flot andenplads til Christian Skjøth.

– Det betyder sindssygt meget at vinde i dag, sagde Poke efter runden.

– Jeg har spillet godt den seneste tid og været med fremme nogle gange. Jeg har arbejdet rigtigt meget med mit spil, og at det giver en sejr her i Silkeborg er helt fantastisk, fortsatte Poke, der i dagens anledning var kørt med netop Christian Skjøth til Silkeborg.

– Det bliver da en fantastisk tur hjem, hvis jeg må komme ind i bilen. Nej, Christian er en god ven og en fantastisk fyr, og jeg er sikker på, at det godt kan blive til en kop kaffe på vejen, grinede Poke efter en den lange 36 hullers dag.

Stjernerne holdt fra fadet
Mens der var succes til Benjamin Poke sluttede feltets største navne længere tilbage. Morten Ørum Madsen blev nummer syv, mens Lucas Bjerregaard sluttede som nummer 11.

Med til historien for de to European Tour stjerner hører naturligvis et stramt program og en markant mindre tørst efter ECCO Tour success, hvorfor “nederlaget” bestemt skal tages med et gran salt.

Ikke desto mindre fortalte mandagens Jyske Bank Invitational historien om et nyt kuld af danske talenter, som på de gode dage sagtens kan lege med blandt de tunge drenge i Europæisk golf. Godt nyt til alle, og endda også for en af stjernerne, Morten Ørum Madsen.

– De bedste spillere på ECCO Touren har bestemt niveauet til at klare sig på Challenge Touren, og på sigt også talentet til Europa Touren, fortalte Morten Ørum Madsen undervejs på runden, hvor han tog sig til både interviews samt at lede efter sine amatør-medspilleres bolde.

– Hvert slag tæller her, og hvis man ikke spiller ordentligt, så vinder man bare ikke, uddybede Morten Ørum Madsen der indtil nu står noteret for en enkelt sejr på European Tour.

Bjerregaard tænker på US Open
Feltets anden European Tour spiller, Lucas Bjerregaard, havde en hyggelig dag i Silkeborg, men nu skal der også restitueres inden det for alvor går løs i næste uge i USA.

– 36 huller er meget på en dag, og jeg må indrømme, at jeg er godt brugt nu. Det har været nogle travle uger, og det har jeg også godt kunne mærke i dag, fortalte Bjerregaard.

– Nu skal der tankes energi og trænes igennem, inden jeg flyver til USA. Det bliver en stor oplevelse men også en hård uge, som jeg glæder mig helt vildt til, sluttede Bjerregaard med henvisning til US Open, der begynder torsdag 18. juni.

Du finder resultaet af Jyske Bank Invitational her

Med Benjamin Pokes sejr følger en masse penge samt 36.000 point til Race to Himmerland ranking, hvor de bedste spillere kommer med til Made in Denmark. Du finder den aktuelle rangliste her.