Rasmus Hjelm skal lørdag i førerbold ved Isaberg Open hosted by Patrick Sjöland.
Rasmus Hjelm skal lørdag i førerbold ved Isaberg Open hosted by Patrick Sjöland.

Rasmus Hjelm er klar til førerbolden, når ECCO Tour turneringen, Isaberg Open hosted by Patrick Sjöland lørdag skal afgøres.

Rasmus Hjelm gik fredagens runde i tre under par, og i samlet fem under er han blot et slag efter den førende spiller, norske Eirik Tage Johansen. Hjelm deler andenpladsen med Fredric Sundberg – der ligeledes skal i førerbolden lørdag – og halvdanskeren, Christopher Feldborg-Nielsen, der ganske imponerende formåede at spille de første 34 huller af turneringen uden at sætte slag til.

Foruden Rasmus Hjelm ligger også Jesper Lerchedahl og Mark Haastrup pænt til i stillingen. Begge deler 13. pladsen i et enkelt slag under par inden lørdagens finalerunde.

Ærgerlig fredag for danske topnavne
Modsat var fredag en rigtig dårlig dag på kontoret for Martin Ovesen. Kolding-profilen vekslede sin førsteplads til en placering som nummer 17 efter en skidt runde i hele fem over par. En god runde lørdag kan dog stadig sikre ham en værdifuld check.

Isaberg Open hosted by Patrick Sjöland blev en skidt oplevelse for håbefulde danske navne som Daniel Løkke, Peter Vejgaard og Simon Willer. Alle missede cuttet og kan således ikke sætte penge og point ind på GolfBox Nordic Golf League Ranking, hvor de fem bedste spillere efter sæsonen rykker op på European Challenge Tour.

På selvsamme rangliste kan Rasmus Hjelm lørdag tage et afgørende skridt mod Challenge Touren, når han skal forsøge at avancere fra sin øjeblikkelige femteplads på ranglisten.

Den tredobbelte European Tour vinder, Patrick Sjöland, der er vært for turneringen og selv spiller med, er placeret på sjettepladsen i tre under par inden finalerunden. Det skal således blive spændende at se, om Sjöland lørdag har spillet til at sætte de unge opkomlinge på plads i sin egen turnering.

Du kan se stillingen i Isaberg Open hosted by Patrick Sjöland her.