Patrick Sjöland holder flaget, og Morten Ørum Madsen kigger på, mens sidste års ECCO Tour vinder, Jesper Kennegård rydder op på hul 7 på Himmerland Golf & Spa Resort

Patrick Sjöland holder flaget, og Morten Ørum Madsen kigger på, mens sidste års ECCO Tour vinder, Jesper Kennegård rydder op på hul 7 på Himmerland Golf & Spa Resort.

Gennem december vil ECCO Touren åbne en låge  i ECCO Tour kalenderen hver dag.

Via ECCO Tour Julekalenderen, vil vi løfte sløret for samtlige turneringer på ECCO Tour kalenderen 2014, og tilmed løbende inkludere en række spændende overraskelser og konkurrencer. Derfor håber vi, at du vil læse med hver dag.

Låge nr. 13. Den tre-dobbelte European Tour vinder, Patrick Sjöland, lægger navn til turneringen, når Isaberg Open fra 7. – 9. august afvikles på Isaberg Golfklubs anlæg. I 2013 blev Daniel Løkke henvist til tredjepladsen efter et par svenske Europatourspillere holdt ham fra fadet på finaledagen.

Legenden Patrick Sjöland tilbage på European Tour
Patrick Sjöland spillede i 2013 hele sæsonen på ECCO Tour og på Nordic Golf League, og den tidligere verdensstjerne, der kom ganske tæt på at kvalificere sig til Ryder Cup i 1999, fik igen karrieren på ret køl.

Efter at være sluttet i top 5 på Nordic Golf League og dermed have kvalificeret sig til Challengetouren, kulminerede sæsonen på Tourskolen, hvor Sjöland atter fik sit Europatour-kort.

Patrick Sjöland gik for 15 år siden i førerbolden ved Italian Open med Steen Tinning og med en ung Thomas Bjørn som tredjemand. Efter at have været væk fra golfen i en årrække, er Sjöland nu – efter et år på ECCO Touren – tilbage på den øverste hylde i Europa, hvor han dog får svært ved at forbedre sin femteplads på Europatourens pengeliste fra 1998.

Patrick Sjöland har været præget af sygdom i den allernærmeste familie gennem de senere år, og golfen har derfor været lagt på hylden i perioden. Nu er gnisten tilbage, og selvom Sjöland atter slår sine folder på European Tour, så har den sympatiske svensker stadig interesse i den skandinaviske tour, hvorfor han igen i 2014 lægger navn til ”Isaberg Open hosted by Patrick Sjöland”.

Tidligere ECCO Tour profiler ødelagde Daniel Løkkes fest
I 2013 udgaven af Isaberg Open hosted by Patrick Sjöland, fik Daniel Løkke for alvor gang i sin sæson på ECCO Touren. Længe kæmpede han en brav kamp i toppen af leaderboardet mod to gamle ECCO Tour kendinge, Joakim Lagergren og Kristoffer Broberg, inden han måtte se sig slået. At han kun blev overgået af de to Europatour-spillere, kunne Løkke dog ikke bruge til noget.

– Altså om det føltes som en sejr, fordi de to foran mig ikke spiller på Touren normalt? Nej det gjorde slet ikke. Jeg blev jo stadig ”kun” nummer tre, fortæller Daniel Løkke.

– Men jeg var selvfølgelig rigtig godt tilfreds med resultatet alligevel, selvom jeg gerne havde overhalet de to Europa Tour, fortsætter Holstebro profilen, der kun har pæne ord tilovers for Isabergs golfbane.

– Det er en super fed bane. Det er en forholdsvis kort og ret smal skovbane, som faktisk minder om en kort version af Holstebro og Silkeborg Ry som vi jo også skal spille næste år, lyder de pæne ord fra Daniel Løkke, der håber at kravle et par pladser længere op i 2014.

– Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig rigtigt meget til at komme derop igen. Det er dog blot en af mange turneringer og baner, som jeg ser frem til at spille på ECCO Touren i 2014. Men det er klart, at når man kommer med et godt resultat fra sidste gang vi spillede banen, så glæder man sig lidt ekstra.

– Og så håber jeg på, at jeg kan slutte et par pladser bedre, slutter Daniel Løkke.

Isaberg Open hosted by Patrick Sjöland afvikles i 2014 fra 7. – 9. august, og afvikles som en såkaldt “joint event” mellem ECCO Tour og Nordea Tour. Turneringen har en præmiesum på 35.000 euro eller 262.500 kroner.

Konkurrence: Hver dag frem til jul udlodder ECCO Tour et dusin Srixon Z Star bolde i en konkurrence på Facebook. Du finder dagens konkurrence her. 

Skriv dit svar under artiklen her eller på Facebook senest i morgen kl. 11.59. Der trækkes lod mellem de rigtige svar, og vinderen får et dusin Srixon Z Star bolde. Alle der svarer rigtigt deltager automatisk i lodtrækningen om et par ECCO sko den 24. december. Held og lykke.

Svarer du her på siden, skal du huske at skrive dit fulde navn samt dit svar. Vinderen offentliggøres både nedenfor og på Facebook.

Dagens konkurrence: Hvem sluttede som nummer 1, 2 og 3 ved Isaberg Open hosted by Patrick Sjöland i 2013?

 

Comments are closed.