Carlos Rodiles

Den tidligere Europatourstjerne, Carlos Rodiles, spiller med på ECCO Touren, når Finnish Open – presented by ECCO torsdag skydes i gang ved Helsinki. Rodiles får selskab af Steven Jeppesen og Joakim Rask torsdag og fredag.

Der er prominent besøg, når ECCO Touren fra torsdag tager hul på Finnish Open – Presented by ECCO på det flotte Masters Golf anlæg ved Helsinki. Teetimes finder du her.

Den tidligere europatour-stjerne, Carlos Rodiles, er med i feltet, som også indeholder alle Nordic Golf League aspiranter, der igen skal forsøge at hente vigtige point til ranglisterne.

Et yderst internationalt og stærkt felt slår torsdag ud på Masters Golf ved Helsinki i Finland. Turneringen er ECCO Tourens ene afstikker til de tusind søers Land, og på et fantastisk anlæg med en fantastisk beliggenhed og med fantastiske vejrforhold, ja så kan turneringen kun blive… Fantastisk.

Den tidligere spanske Europatour-stjerne, Carlos Rodiles, har de senere år kæmpet med resultaterne. Dog må den spanske gæst betragtes som et seriøst bud på et topresultat. Rodiles huskes måske bedst for sin andenplads ved Volvo Masters på Valderrama i 2003, hvor han tabte i omspil til svenske Fredrik Jacobsson. Han har desuden andenpladser fra The Heritage (efter Henrik Stenson) og Trophée Lancome at prale af. De største resultater dateres dog primært tilbage til begyndelsen af dette årtusinde.

De skandinaviske profiler
Foruden Rodiles stiller hele toppen af Golfbox Nordic Golf League Ranking til start. Fra Danmark ligner Rasmus Hjelm, Jeff Winther, Christoffer Lange og Patrick O’ Neill på papiret de bedste bud på et topresultat, men også spillere som Kristian Grud, der sidste år sluttede som nummer to i turneringen, Anders Schmidt Hansen, André Kasprzak og Jacob Pingel Lauridsen vil håbe at bygge videre på årets første halvdel af sæsonen.

Fra Norge ser især formstærke Peter Kaensche ud til at jagte endnu et topresultat. Spillet har indtil nu i 2013 været langt bedre end resultaterne, og for Kaensche, der sygdomsramt og ufrivilligt måtte holde op i mod et halvt års pause fra træningen fra sidste juli, skal det til at være.

– Det bliver hele tiden bedre og bedre, og hver uge føler jeg, at jeg har spillet til at slutte helt fremme. Desværre synes jeg lidt, at jeg mangler marginalerne, forklarer den sympatiske nordmand til ECCO Touren.

– Mit mål var at vinde inden sommerferien, men det må jeg udskyde til senere på året, griner Kaensche. 

– Men det skal til at være snart.

Fra Sverige skal de førende Nordic Golf League spillere, Jesper Kennegård, Joakim Rask, Niclas Johansson og Richard Pettersson forsøge at holde deres landsmænd stangen. Det kan dog blive svært, da både Alexander Jacobsson og den tidligere Ryder Cup aspirant, Patrick Sjöland, på listens femte- og sjetteplads ser meget formstærke ud.

Fokus i Helsinki lige nu er dog ikke på de internationale spillere, men i stedet på de lokale håb. Tapio Pulkkanen stiller ikke til start, men finnerne er alligevel stærkt repræsenteret. En blanding af rutine og nye kræfter skal således forsøge at bygge videre på den sejr, som Tapio Pulkkanen sikrede det blå-hvide land sidste år.

Du finder teetimes ved Finnish Open her.

Stillingen på Golfbox Nordic Golf League Ranking inden Finnish Open – Presented by ECCO 2013 (top-5 får adgang til Challenge Tour i 2014)

  1. Jesper Kennegård, Sverige
  2. Joakim Rask, Sverige
  3. Richard Pettersson, Sverige
  4. Niclas Johansson, Sverige
  5. Alexander Jacobsson, Sverige
  6. Patrick Sjöland, Sverige
  7. Niklas Bruzelius, Sverige
  8. Jesper Billing, Sverige
  9. Anton Weishag, Sverige
  10. Jeff Winther, Danmark

 

 

Comments are closed.