Mike Kelly otte under par

En finger for hvert slag under par for irske Mike Kelly ved DAT Masters – by Visit Tønder

DAT Masters – by Visit Tønder føres ganske overraskende af irske Mike Kelly efter første runde, hvor mange af de store navne ligger lige i kølvandet. I legendernes kamp ligger Steen Tinning og Patrick Sjöland side om side efter førstedagen.

Feltets eneste irer topper
En helt igennem stor overraskelse er det, at irske Mike Kelly kom Brundtland banen rundt i otte-under-par på torsdagens 18 huller. Et holet andetslag på par-4 hullet 16., og et holet chip undervejs var medvirkende til, at Kelly holdt bogeys fra kortet og noterede sig seks birdies og en eagle. Samlet 65 slag, otte-under-par og en føring på to slag.

– Jeg spillede godt, og havde også marginalerne, forklarede Mike Kelly efter runden.

– Jeg putter helt vildt godt, og så slår jeg mine wedges tæt på hele dagen. Jeg når faktisk ingen af par-5 hullerne i to i dag, men får alligevel birdies på tre af dem, uddyber feltets eneste irer, der trofast har spillet alle fire ECCO Tour turneringer i år, dog uden at klare cuttet i de tre foregående.

Jesper Happel fører an i jagten
På andenpladsen i syv-under-par følger en anden gedigen overraskelse, da Jesper Happel sidst på eftermiddagen noterede sig en runde i syv-under-par, 66 slag. Søllerød-spilleren lavede syv birdies og holdt blå tal fra kortet og er således bedste dansker i det stærke felt efter førstedagen.

På tredjepladsen i seks-under-par og to slag efter Kelly ligger svenske Jonathan Åhgren. Åhgren havde hele dagen selskab af de to tidligere Europatour-vindere, Steen Tinning og Patrick Slöland. Han beviste dog, at mens de to sidstnævnte med al sandsynlighed golfmæssigt har toppet, så er han selv på vej fremad. Et sløjt tre-putt på 18. hul betød, at Åhgren måtte ”nøjes” med en runde i seks-under-par.

På en delt fjerdeplads i fem-under ligger Marcus Lindström fra Sverige, Anders Engell fra Norge og danske Lasse Sonne Nielsen. Sidstnævnte var svært tilfreds efter runden efter en periode, hvor scores ikke har været gode.

– Jeg laver bogey på sidste hul, men som jeg har scoret den sidste tid, skal jeg ikke klage, forklarer Lasse Sonne Nielsen efter runden i ECCO Tour bussen.

Blandt feltets største profiler ligger Steen Tinning og Patrick Sjöland side om side i to-under-par. Her finder vi også Daniel Løkke, Oliver Suhr og denne uges forsvarende mester, Jeff Winther.

Hole-in-one til Morten Ørum Madsen
Morten Ørum Madsen, der holder Europatour-formen ved lige på ECCO Touren i denne uge, havde længe en anonym dag ved DAT Masters. På dagens 16. hul, banens syvende, lavede Silkeborgspilleren karrierens første hole-in-one, således at han altid vil huske runden på Brundtland Golfcenter. En birdie på hullet efter betød at ”Madsen” sluttede i par og dermed holder sig inde i kampen ved DAT Masters.

Spillet fortsætter fredag morgen kl. 07.30.

Du finder stillingen ved DAT Masters – by Visit Tønder her.

Comments are closed.