Marcus Larsson vandt Jyske Bank PGA Championship by Ejner Hessel 2014 i Silkeborg Ry Golfklub

Marcus Larsson vandt Jyske Bank PGA Championship by Ejner Hessel 2014 i Silkeborg Ry Golfklub

Der var drama for alle pengene, da Jyske Bank PGA Championship presented by Ejner Hessel fredag skulle afgøres. Den svenske longhitter, Marcus Larsson, løb med sejren i samlet to under par, mens det danske stortalent, Mads Søgaard, snuppede andenpladsen i en over.

Kl. 09.00 fredag morgen slog førerbolden ud ved Jyske Bank PGA Championship by Ejner Hessel. Jesper Billing tog et forspring på fire slag med sig til første tee, men det stod hurtigt klart, at en række andre spillere ville blande sig i topstriden, og at førerbolden med Billing, Hjelm og Gløët ville få det svært. I sidste ende blev det Marcus Larsson, Christopher Feldborg-Nielsen og Mads Søgaard, der spillede hovedrollerne.

Christopher Feldborg-Nielsen havde allerede efter ni huller indhentet og overhalet den førende Jesper Billing, og længe lignede den store ”Feldborg” en mand, der sikkert ville køre sejren hjem.

Marcus Larsson og egne nerver spændte dog ben for Feldborg-Nielsen, der til sidste måtte lykønske Marcus Larsson og selv dele andenpladsen med Mads Søgaard. Sidstnævnte, Søgaard, var efter runden rigtigt godt tilfreds med sit bedste ECCO Tour resultat.

Dansk stortalent viste potentialet
– Jeg spillede godt igen i dag. Jeg føler, at der hele tiden bliver lagt lidt på spillet, men også, at jeg, selvom jeg sluttede som nummer to i dag, fortsat lige mangler at sætte det helt sammen derude, forklarer en glad Mads Søgaard til ECCO Touren efter runden.

Mens Marcus Larsson og de fleste øvrige svenskere var imponerede over deres første besøg til Silkeborg Ry Golfklub og deres lækre baner, så er Mads Søgaard rigtigt godt kendt i området, og det var en medvirkende faktor.

– Jeg har spillet her rigtigt meget. Jeg har spillet ungdomsturneringer, og så træner jeg rigtigt meget her, fortsætter Søgaard.

– En stor fordel for mig var også, at jeg nogenlunde vidste, hvad jeg kunne og havde brug for at skyde på den her bane. Det gav en god ro, tror jeg, siger Ikast-profilen, der roligt fortsætter sin langsigtede plan.

– Jeg er her for at at lære i år. Jeg skal have så meget ud af det som muligt, så hvis jeg kan blande mig i toppen af ranglisten og være så heldig at vinde, så er det fint, men top-5 på Nordic League eller en sejr er ikke succeskriteriet i denne sæson.

– Jeg skal lære at være professionel og blive bedre til golf, og det må være mere vigtigt, slutter Danmarks måske næste store ECCO Tour stjerne smilende fra parkeringspladsen ved Silkeborg Ry Golfklub.

Mens Mads Søgaard som bedste dansker måtte dele andenpladsen med Christopher Feldborg-Nielsen, så var der mere dansk succes på fjerdepladsen. Her sluttede et rød-hvidt firkløver bestående af Christoffer Lange, Victor Østerby, Simon Willer og Oliver Nyholm side om side med en af dagens mest skuffede mænd, Jesper Billing.

Der blev fredag sendt LIVE TV fra den dramatiske afslutning. Det program kan du se på www.eccotour.org fra lørdag middag, ligesom ud kan se programmet på Viasat Golf tirsdag kl. 19.00.

Du finder resultatet af Jyske Bank PGA Championship her.

Se stillingen på ECCO Tourens rangliste, Race to Himmerland her.

Se stillingen på GolfBox Nordic Golf League Ranking her.

 

Comments are closed.