Eric Blom skød 64, -8 i anden runde af Mørk Masters 2013 og fører inden finalerunden

Eric Blom skød 64, -8 i anden runde af Mørk Masters 2013 og fører inden finalerunden

Eric Blom og Tobias Rosendahl trak fra på andendagen af Mørk Masters 2013. Danskerne skal skyde lavt fredag, hvis de skal helt til tops. Rasmus Hjelm er bedste rød-hvide på en delt femteplads.

Eric Blom stod for dagens bedste runde, da han uden at sætte slag til undervejs præsterede seks birdies og en eagle. Det gav tilsammen 64 slag, og med de otte-under-par rykkede han til totalt 11-under. Et slag efter ligger Eric Bloms gode ven, Tobias Rosendahl i 10-under-par, sammen med Fredrik Gustavsson. Og netop Rosendahl og Blom glæder sig til i morgen.

– Vi talte faktisk om i morges, da vi spiste morgenmad, at vi ville gå ud og spille godt begge to i dag, så vi skulle i førerbolden sammen i morgen, fortæller Eric Blom glædeligt.

– Det var ikke noget, vi regnede med, men det bliver sjovt at gå sammen i morgen. Det har vi aldrig før gjort i en førerbold, lyder det fra Landskrona-spilleren.

Mange mulige vindere

Rasmus Hjelm er bedste dansker inden sidste runde af Mørk Masters. Han jagter fredag Eric Blom og de øvrige svenskere.

Rasmus Hjelm er bedste dansker inden sidste runde af Mørk Masters. Han jagter fredag Eric Blom og de øvrige svenskere.

Rasmus Hjelm er bedste dansker i otte-under-par, og finder sit navn blot tre slag fra spidsen. På Mørk Golfbane er der rigtigt mange gode birdie og eagle muligheder, så Hjelm har bestemt muligheden for både at indhente og overhale de førende fredag.

Det samme har en stribe af andre spillere. Der ligger helt sikkert nogle lave runder og venter fredag, så man skal langt ned på leaderboardet, inden man kan begynde at afskrive spillere.

I syv-under-par og dermed fire slag efter Eric Blom ligger stærke navne som Anders Schmidt Hansen, Patrick O’Neill, Steven Jeppesen og de to nordmænd, Christian Aronsen og Stian K W Hansen. Den forsvarende mester, Kenneth Svanum missede cuttet, så det er nu op til rutinerede Aronsen og det nye stortalent, Stian K W Hansen at hive stikket hjem til Norge.

Jeff Winther var seks-under-par for dagen efter otte huller og helt fremme på femtepladsen i otte-under-par samlet. Desværre faldt det helt fra hinanden på de sidste 10 huller, og Kokkedal-spilleren må i stedet føje et ”missed cut” til resultatlisten. Dermed bliver det ikke til værdifulde point til Golfbox Nordic Golf League Ranking i denne omgang.

Der er i alt 16 spillere indenfor fire slag af Eric Blom, så alt kan ske fredag. Du kan følge med fra morgenstunden, hvor spillerne tager fat på de sidste 18 huller i Mørk Masters.

Se stillingen ved Mørk Masters her.

 

Tagged with:
 

Comments are closed.