Richard Pettersson wins Samsø Classic

Richard Pettersson vandt Samsø Pro-Am Classic by Samsø Festival 2013

Der var ingen slinger i valsen, da Richard Pettesson fredag vandt Samsø Pro-Am Classic by Samsø Festival. Christoffer Lange blev bedste dansker på en delt tredjeplads, mens Thomas Løkke ikke overraskende blev bedste amatør.

Richard Pettersson tog et forspring på tre slag med sig ind til finalerunden ved Samsø Pro-Am Classic. Og på intet tidspunkt i løbet af finalerunden var Petterssons anden sejr på ECCO Touren i 2013 i fare. En eagle på første hul efterfulgt af birdies på fjerde og femte hul, udvidede føringen til fem slag, og med stabilt spil hele vejen ind, kom ingen i nærheden af svenskeren.

– Jeg fik en rigtig god start, og så var der helt ro på. Det var nok med pars resten af vejen rundt, så det var faktisk det, jeg fokuserede på, forklarede han til ECCO Touren efter sin fornemme sejr.

Pettersson sikrede torsdag sit pro-am hold sejren ved Samsø Pro-Am Classic, og fredag fulgte han så op med en mere vigtig en af slagsen.

– Det var sjovt at spille pro-am de første to dage. Der var en rigtig god stemning i vores bold, og man heppede meget på hinanden. Og det var da fantastisk, at holdet vandt den samlede Pro-Am, sluttede Pettersson, der alt i alt var fantastisk godt tilfreds med ugen på Samsø.

Det var en fantastisk uge, og jeg synes, at det her er én af de bedste baner, jeg har spillet i Danmark. Tusind tak for en rigtig god oplevelse på Samsø, sluttede Pettersson i sin takketale på 18. green.

Mens dagen blev en stor succes for Pettersson, må det have været en frustrerende en af slagsen for de nærmeste forfølgere. På en dag, hvor der var mulighed for at skyde lavt, formåede ingen i toppen af feltet at lukke hullet til Pettersson.

Svenske Henrik Hilford Brander blev nummer to i samlet syv-under-par. På tredjepladsen sluttede Christoffer Lange og Jonathan Åhgren i seks-under, mens Daniel Løkke sluttede som nummer fem side om side med Eric Blom i fem-under-par.

Årets helt store golfbegivenhed på Samsø er slut, og den lille ø kan atter får lidt fred. I hvert fald indtil Samsø Festival løber af stablen i uge 29 lige ved siden af golfbanen!

Du finder resultatet af Samsø Pro-Am Classic 2013 her.

Du finder stillingen på Nordic Golf League Ranking her.

Comments are closed.