Morten Ørum Madsen blev ECCO Tour Rookie of the Year i 2011. Nu ser han stærk ud på Europatouren

Morten Ørum Madsen blev ECCO Tour Rookie of the Year i 2011. Nu ser han stærk ud på Europatouren

Der er lagt i kakkelovnen til en forrygende start på ECCO Tour 2013, når feltet fredag morgen lægger fra land i Mediter Real Estate Masters. De spillere, der havde forventet en ”nem” sæsonstart på La Manga, kan godt tro om igen. Se starttider her.

Feltet til ECCO Tourens Winter Series på La Manga Club i Spanien byder på et væld af både Europatour- og Challengetourspillere, mens der ligeledes er gensyn med flere af de spillere, der har præget ECCO Touren de seneste år.

På startlisten falder blikket hurtigt på spillere som JB Hansen, Lucas Bjerregaard, Thomas Nørret, Jeppe Huldahl, Mark Haastrup og naturligvis Morten Ørum Madsen, der senest sluttede i top-10 på Europatouren i Sydafrika. Dog får de hård kamp fra både landsmænd og internationale profiler.

Fra Sverige ligner Steven Jeppesen, Joakim Rask, Jacob Glennemo og Johan Carlsson gode bud på en topplacering, mens der er også er fint besøg fra både Italien og Frankring med blandt andre Alessio Bruschi og Guillaume Cambis, der fortsat er Europatourspiller.

En stribe andre danskere ført an af Rasmus Hjelm, Daniel Løkke, Jeff Winther og Anders Schmidt Hansen vil også have velbegrundede forventninger om at kunne blande sig i toppen.

Du kan se alle teetimes på www.eccotour.org her

Hvem skal fylde ECCO skoene i 2013? 

De helt store og oplagte danske talenter er de seneste to-tre år fløjet fra ECCO Tour reden, og i 2013 bliver der plads til nye talenter. Hvilke spillere skal fylde hullet efter Thorbjørn Olesen, Andreas Hartø, Morten Ørum Madsen, JB Hansen, og Lucas Bjerregaard? Mediter Real Estate Masters vil give de første indikationer.

– Måske de store profiler i 2013 hedder Daniel Slott Mogensen, Mads Kristensen, Daniel Løkke og Anders Schmidt Hansen, eller måske et helt ubeskrevet blad vil skyde i vejret, lyder det fra Brian Vester, der er kommunikationsansvarlig for ECCO Touren.

– Faktum er, at der i 2013 er plads til at gribe chancen, og at det er svært at gætte, hvem der kommer til at stjæle billedet. Men det er nødvendigt, at det er nogen, der gør det, hvis ECCO Touren kan fortsætte med at sende danske talenter på en rejse til de større tours, slutter Brian Vester om det interessante 2013 scenarium.

Du kan skrive dit bud på ”et gennembrud” eller ”en favorit” på ECCO Tourens hjemmeside, hvor du også kan gætte på vinderen af Mediter Real Estate Masters og vinde et dusin Srixon Z Star bolde.

I alt stiller 119 spillere til start, når Mediter Real Estate Masters skydes i gang fredag morgen. Vejret på La Manga Club siger sol og blæst, så det ligner en svær forårstest til det stærke felt.

Du kan løbende læse meget mere om ECCO Tour Winter Series her på siden eller på www.eccotour.org, hvor der løbende vil blive lagt videoer, interviews, artikler og billeder op.

Velkommen til en ny sæson på ECCO Touren. Det bliver spændende.

 

Tagged with:
 

Comments are closed.