ørumwindat

Morten Ørum Madsen løb med det hele ved DAT Masters – by Visit Tønder. Hole-ine-one på førstedagen og 10-under-par på finaledagen. Tillykke til Morten Ørum

Morten Ørum Madsen kom bagfra og vandt DAT Masters – by Visit Tønder på Brundtland Golfcenter. En fantomrunde i 10-under-par, 63 slag gav Europatourspilleren en sejrsmargin på fire slag til Jesper Kennegård og Alexander Jacobsson, mens førerbolden forsvandt i et kollektivt kollaps.

Morten Ørum Madsen startede dagen hele syv slag efter irske Mike Kelly, men allerede efter to huller stod det klart, at turneringen langt fra ville blive en irsk paradekørsel. ”Madsens eagle på hul et blev fulgt op af birdies på hul to, og med bogey til Kelly var hullet kun tre slag.

Efter otte huller, var leaderboardet allerede markant forandret og mens Kelly, Blomstrand og Happel i førerbolden havde store problemer, så marcherede Morten Ørum Madsen, Alexander Jacobsson, Jesper Kennegård og flere andre fra birdie til birdie.

Med en birdie på sidste hul fuldendte Silkeborgspilleren sin fantomrunde, som slutteligt kun talte 63 slag, og altså 10-under-par.

– Jeg spillede rigtigt godt i dag, og jeg puttede rigtigt godt, forklarede Morten Ørum Madsen efter runden.

– Det er helt klart en sejr, der vil give mig et ”boost”, som jeg kan tage med på Europatouren i den næste periode.

ørumborgmesterhøeg

Morten Ørum får 54.000 Kr overrakt af Tønder Kommunes borgmester Laurids Rudebeck og Lars Høeg, Direktør i DAT

– Jeg vil gerne sige tusind tak til alle involverede parter. Tak til DAT og Tønder Kommune, som har gjort et fantastisk stykke arbejde med at opbygge turneringen. Og tak til greenkeeperne for at have fået gjort banen rigtigt fin, selvom vejret ikke har været med os i år, sluttede Morten Ørum Madsen foran de mange fremmødte tilskuere, der var vidne til den imponerende finalerunde.

Jesper Kennegård og Alexander Jacobsson sluttede i 10-under-par for turneringen, efter at de begge kom rundt i seks-under-par på finaledagen. Jesper Kennegård der sidste uge vandt Freja Championship overtager således føringen på Nordic Golf League foran landsmanden Niklas Bruzelius og finske Tapio Pulkkanen.

Mens lørdag blev en stor og stemningsfyldt oplevelse for Morten Ørum Madsen, Alexander Jacobsson og Steen Tinning, der i deres tre-bold tilsammen var 20-under-par, så var førerbolden anderledes mutte, da de kom ind. Tilsammen var de 30 slag dårligere end “Madsens” tre-bold godt hjulpet på vej af Mike Kelly der med sine 82 slag på finaledagen byttede sin førsteplads ud med en 37. plads.

Der blev atter engang sendt direkte fra afslutningen, og i løbet af søndag vil genudsendelsen af programmet ligge klar på eccotour.org, ligesom der fra tirsdag vil blive sendt TV fra ECCO Touren på Viasat Golf.

Du finder resultatet af DAT Masters – by Visit Tønder her.

Du finder stillingen på ECCO Tourens rangliste, Backtee Race to Himmerland her.

Og du finder stillingen på Nordic Golf League, hvor top-5 ryger på Challenge Touren næste år her.

 

Comments are closed.