Danske Patrick Dam Schou vandt sensationelt ECCO Tour Virtual Matchplay, da han i finalen slog Oliver Hundebøll Jørgensen efter et højdramatisk omspil. Thomas Bjørn, Lucas Bjerregaard, Søren Kjeldsen og Jeff Winther var alle hurtigt elimineret. 

En række holes in one, flere lange putts og fremragende bunker-saves gav Patrick Dam Schou sejren ved ECCO Tour Virtual Matchplay, hvor han havde marginalerne på sin side til sidst. Se alle resultaterne her

Med sin første ECCO Tour sejr kan Patrick Dam Schou se frem til at modtage en skøn og afsprittet vindercheck med posten på hele 3.750 kroner. 

Mens Oliver Hundebøll med andenpladsen endnu engang beviste, at han er en fremtidens mand i dansk golf, så var der også flotte placeringer til Christian Bæch Christensen, Anders Emil Ejlersen, Oliver Suhr, Steven Chad og hidtil ukendte Morten Sandal Jensen. Du kan se alle resultater her.

Gik du glip af dagens “golf”-turnering, så kan vi glæde dig med, at du kan se hele seancen nedenfor. Du har mulighed for at springe lidt i programmet.

Der er masser af højt humør og gode historier, så sæt bare lidt popcorn over.