Tapio Pulkkanen vinder ECCO German Masters 2015 på Green Eagle.
Tapio Pulkkanen vinder ECCO German Masters 2015 på Green Eagle.

Den populære finne, Tapio Pulkkanen vandt for anden gang på en måned på ECCO Touren, da han i suveræn stil fredag cruisede sejren hjem ved ECCO German Masters. Danske Daniel Løkke blev nummer tre, og er derfor uhyre tæt på Made in Denmark i august.

Tapio Pulkkanen startede fredagens finalerunde ved ECCO German Open i fem under par. Pulkkanen var aldrig i problemer, og efter en golfopvisning uden mage, kunne Pulkkanen cruise sin anden ECCO Tour sejr i 2015 hjem i samlet otte under par.

Ny Pulkkanen triumf betyder invitation til Made in Denmark
En kold putter betød, at Pulkkanen på den svære Green Eagle Golf Club “kun” var fem under par for dagen efter 14 huller. Spillet fre tee til green var således absolut verdensklasse, og med sin enorme længde lignede Pulkkanen en vinder fra start til slut. Nu kan en af ECCO Tourens helst store profiler derfor glæde sig til Made in Denmark på Himmerland Golf & Spa Resort i august.

– Det er helt fantastisk. Jeg har hørt, at der var rigtigt mange tilskuere sidste år, og at stemningen var noget helt særligt. Det ser jeg frem til at blive en del af i år, sagde Pulkkanen efter runden, inden han gjorde status over dagens succes.

– Jeg spillede ret godt. Målet i morges var at holde bolden i spil og undgå bogeys. Det formåede jeg indtil de sidste to huller, sagde Pulkkanen, der inden de sidste to huller havde et forspring på fem slag til den norske veteran, Christian Aronsen.

Mens sejren var værdifuld for Tapio Pulkkanen, der foruden Race to Himmerland (Made in Denmark ranglisten) også kunne glæde sig over at være kommet et syvmileskridt nærmere European Challenge Tour næste sæson, så var tredjepladsen lige så vigtig for Daniel Løkke.

Med tredjepladsen følger nemlig værdifulde point til både Nordic Golf League og Race to Himmerland, og meget skal gå galt, hvis ikke Daniel Løkke igen skal være at finde i feltet ved Made in Denmark i august.

Løkke delte tredjepladsen ved ECCO German Masters med Christofer Blomstrand, mens Mark Haastrup blev nummer fem grundet en ærgerlig bogey på sidste hul.

Challenge Tour spilleren, Jeff Winther, løb med en delt syvendeplads, mens formstærke Benjamin Poke sluttede som nummer ni sammen med blandt andre Peter Vejgaard.

Du finder resultatet af ECCO German Masters her.

Se stillingen på Race to Himmerland her.

Se GolfBox Nordic Golf League Ranking her.