ECCO Touren klar til 2021 – Se kalenderen her

Efter en turbulent sæson står ECCO Touren nu klar med kalenderen for 2021. En imponerende stærk kalender hvor populære baner gør comeback, og helt “nye” baner bydes velkommen.

Det tegner lyst for ECCO Touren trods et turbulent år, og 2021 kalenderen indikerer da også, at opbakningen blandt sponsorer og klubber er intakt. ECCO Touren på dansk jord starter og slutter i HimmerLand, mens Køge, Frederikshavn, Lübker og Samsø henholdsvis får debut eller gør comeback som ECCO Tour værter. Great Northern, Esbjerg, Aalborg og Rømø er igen på kalenderen, og så er der sågar blevet lanceret en storslået sæsonfinale på Nordic Golf League, som ECCO Touren står bag på Ledreborg Palace Golf.

– Vi er glade for den opbakning, vi har oplevet – og stadig oplever – fra vores sponsorer og fra de danske golfklubber. Interessen for ECCO Touren har næppe været større, og det sætter vi meget stor pris på. Det giver også udslag i vores kalender, som måske er den bedste nogensinde, fortæller ECCO Tour ejer, Flemming Astrup. 

Baseret på årets erfaringer justeres setuppet en smule på ECCO Touren i 2021, således at alle turneringer er så driftssikre som overhovedet muligt. På den måde  kan alle events gennemføres og skaleres i takt med at samfundet åbner op.

– Det er klart, at vi planlægger næste års sæson, fordi vi regner med, at vi kan spille. Men vi er ikke naive, så vi har naturligvis designet vores events, så de passer ind i den verden, vi lever i lige nu, fortæller Astrup og uddyber;

– Den professionelle del er 100% driftssikker, da ECCO Tour er omfattet af “Superliga-aftalen”, som tillader professionel sport inden for nogle kontrollerede rammer. Vores Pro-Ams, som udgør en essentiel del af vores sponsorpakker, som igen lægger fundamentet for vores præmiesummer er lidt mere besværlige. Her har vi tilpasset setuppet, så vi kan justere og gennemføre alle arrangementer i 2021 på en forsvarlig, men stadig tilfredsstillende, måde for både professionelle og sponsorer, runder Flemming Astrup af. 

Yderligere information omkring ECCO Tourens Pro-Ams, underholdning, setup, datoer m.m. følger i løbet af de kommende uger.  

De professionelle starter i Spanien – Forhåbentlig!
ECCO Tourens Winter Series er programsat til 2. – 10. marts på PGA Catalunya Resort. Man er i løbende dialog med både spanske og danske myndigheder og Winter Series gennemføres naturligvis kun såfremt myndighederne tillader det. PGA Catalunya Resort udviser stor fleksibilitet, så der er også mulighed for at flytte rundt på datoerne, skulle det blive nødvendigt. 

Nedenfor kan du se årets ECCO Tour kalender. For yderligere information kontakt Flemming Astrup på 4090 1960 eller [email protected] 

Dato Turnering Bane
4.-6. marts ECCO Tour Spanish Championship PGA Catalunya Resort
8.-10. marts PGA Catalunya Championship – DAT PGA Catalunya Resort
27.-29. april HimmerLand Open HimmerLand
12.-14. maj Made in HimmerLand Qualifier – By Enjoy Resort Rømø Golf Links
9.-11. juni Jyske Bank Championship Lübker Golf
16.-18. juni Samsø Pro-Am Classic – Presented by Samsø Festival Samsø Golfklub
4.-6. august Frederikshavn Championship Frederikshavn Golfklub
11.-14. august Made in Denmark Challenge Presented by FREJA & Total Esbjerg Golfklub
25.-27. august Thisted Forsikring Championship Aalborg Golfklub
15.-16. september ECCO Tour @ Great Northern  Great Northern
22.-24. september Trust Championship Køge Golfklub
6.-8. oktober Race to HimmerLand by FREJA HimmerLand
20.-22. oktober Road to Europe Tour Final Ledreborg Palace Golf